Her er lilleprinsessens første offentlige ord
Storbritanniens prinsesse Charlotte er med sine forældre og storebror på offentligt besøg i Canada, hvor hun har deltaget i en børnefest.
Med vaklende trin trådte Storbritanniens etårige prinsesse Charlotte torsdag sine første spæde skridt mod sin royale skæbne.
Den knap 17 måneder gamle pige deltog i sit første officielle arrangement til en børnefest for militærfamilier under sin families officielle besøg i Canada, og her blev prinsessens første ord i offentligheden også overhørt. Det skriver CBS News.
Prinsesse Charlotte så nogle balloner, og da hendes mor, hertuginde Kate, satte den lille pige ned på græsset for at komme tættere på de spændende sager, sagde lillepigen “pop pop”.
Bagefter kiggede hun glædesstrålende op på sin far, prins William, og udbrød ordene “dada, dada”, som kan oversættes til “far, far”.
Efterfølgende muntrede hun og storebror prins George sig med at klappe kaniner, se på sæbebobler og sige hej til en hund under festlighederne.
Rejsen over Atlanten er prins William og hertuginde Kates første officielle tur som en familie på fire.
Sidst, prinseparret besøgte det nordamerikanske land, var i 2011, men siden har det de altså udvidet familien med to royale rollinger.
Turen er i øvrigt prinsesse Charlottes første officielle udlandsbesøg, men prins Georges andet. I 2014 var lilleprinsen nemlig med sine forældre på officielt visit i Australien og New Zealand.
/ritzau/FOKUS