Trods bopæl i London: Prinsesse skal i svensk børnehave

fredag d. 18. august 2017 kl: 11. 42 Af: Ritzau Fokus
prinsesse Leonore
Den svenske prinsesse Leonore begyndte torsdag i en børnehave i Stockholm, selv om hun til dagligt bor i London med sine forældre. Foto: Patrick van Katwijk/Scanpix (Arkivfoto)

Den svenske prinsesse Leonore begyndte torsdag i en børnehave i Stockholm, selv om hun til dagligt bor i London med sine forældre.

De seneste år har den svenske prinsesse Madeleine og hendes mand, Chris O’Neill, boet i London sammen med deres to børn.

Alligevel har det royale par valgt, at deres datter, den treårige prinsesse Leonore, skal begynde i en svensk förskola, som svarer til en dansk børnehave.

Det skriver den svenske avis Aftonbladet, som har talt med informationschef for det svenske hof, Margareta Thorgren.

– Prinsesse Madeleine og familien bor fortsat i England, men samtidig opholder hele familien sig regelmæssigt i Sverige i lange perioder, og på grund af det er prinsesse Leonore i dag begyndt sin indskoling på en förskola her i Stockholm, lød det fra Margareta Thorgren torsdag.

Royalt børne-boom: Her er de mange nye prinser og prinsesser

Afviser planer om at flytte tilbage til Sverige

Parret har flere gange afvist, at de har planer om at flytte tilbage til Sverige, og det er fortsat ikke på tegnebrættet for den royale familie på trods af valget af børnehave til datteren, forsikrer Margareta Thorgren.

– Prinsesse Leonora har behov for at møde jævnaldrende kammerater, og prinsesse Madeleine er opsat på, at hendes børn skal have en stærk tilknytning til Sverige.

– Hendes ønske er, at børnene skal føle sig lige så meget hjemme her, som prinsessen selv gør det, forklarer hun.

Det er planen, at prinsesse Madeleine og familien opholder sig i Sverige til og med september. I forvejen har familien tilbragt størstedelen af sommeren i landet.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu