Ramt af aggressiv kræft
Michael Flatley fik diagnosen i julen og er nu blevet opereret
Den irsk-amerikanske 'Riverdance'-verdensstjerne Michael Flatley er blevet ramt af en aggressiv form for kræft.
Det skriver irske Independent.
Ifølge mediet fik han diagnosen i julen og er lige nu ved at komme til kræfter efter at være blevet opereret.
Har optrådt for millioner
- Han er blevet opereret og bliver nu tilset af et fremragende hold af læger. Der vil ikke blive kommenteret yderligere på nuværende tidspunkt. Vi beder kun om jeres bønner. Tak, lyder det fra en talsmand for Michael Flatley.
Michael Flatley er kendt for de irske danseshows 'Riverdance', 'Lord of the Dance', 'Feet of Flames' og 'Celtic Tiger Live'.
Han har optrådt for flere end 60 millioner mennesker over det meste af kloden og har indtjent mere end 1 milliard dollars.
Har tidligere haft hudkræft
Independent skriver også, at Michael Flatley tilbage i 2003 blev behandlet for en ondartet form for hudkræft.
Det fremgår dog ikke, om det er den, der er vendt tilbage.