Rapper afslører: Det er første gang

tirsdag d. 4. september 2018 kl: 15. 30 Af: Ritzau Fokus

Lucy Love har aldrig gået i høje hæle, og nu skal hun lære at danse i dem. Det er lidt af en udfordring.

Når “Vild med dans” blænder op for den nye sæson, skal rapperen Lucy Love dyste mod de andre deltagere på dansegulvet.

Hun skal dog ikke bare lære salsa og chasséer, men også at bevæge sig i en helt ny form for fodtøj.

Hun har nemlig aldrig før haft høje hæle på.

– Det er så dumt. Man tænker: “Hvor svært kan det være?”. Men det er svært. Min balance er helt væk. De (stiletterne, red.) ser ikke så høje ud, men det føles, som om de er lavet af pap, og det er super tarveligt, fortæller rapperen.

– Jeg er vant til sneakers og plateausko. Dem kan jeg hoppe ned fra højttalere og danse i, men hvis jeg prøvede det i høje hæle, ville det være en katastrofe, siger hun.

I årets udgave af det populære program skal hun svinges rundt af den professionelle danser Michael Olesen.

Sidste år vandt han showet med sin partner, skuespillerinden Sofie Lassen-Kahlke, og i år føler han virkelig, han er kommet på en opgave.

– Jeg har fået en partner, der er helt anderledes end mig. Hun kommer fra et helt andet miljø, og jeg tror ikke, jeg har haft en partner før, som var så langt fra mig selv. Men i sit humør minder hun lidt om mig, hun er meget glad og positiv og meget åben. Og så hviler hun i sig selv, fortæller Michael Olesen.

Tak for dansen Adam: Men var han den rette taber?

– Jeg kan mærke, at hun virkelig gerne vil klare sig godt. Men det er ret ekstremt, hun har aldrig gået i høje hæle, og nu skal hun pludselig til at danse i dem, siger danseren.

Han glæder sig dog til at tage fat på opgaven og forvandle rapperen til en danserinde.

– I starten kan man godt frygte, om man er for langt fra hinanden. Men det synes jeg på ingen måde. Jeg tror faktisk, det er en fordel, for jeg har fået nogle helt nye input.

Vild med dans-værtinde: -Jeg hviler mere i mig selv nu

– Det betyder, at jeg er nødt til at udvikle mig, og det er så spændende. Lucy er en meget stærk og karismatisk person, og hun skal have lov til at være sig selv, siger Michael Olesen.

“Vild med dans” har premiere den 7. september på TV2.

Del din kommentar

Forsiden lige nu