Rasmus Bjerg: -Jeg føler mig mere som håndværker end kunstner

tirsdag d. 26. september 2017 kl: 6. 30 Af: Ritzau Fokus
Rasmus Bjerg Velbjerget
Skuespilleren Rasmus Bjerg er aktuel med et nyt soloshow. Foto: Sara Gangsted/Scanpix (Arkivfoto)

Skuespilleren Rasmus Bjerg ved, hvor vigtigt det er, at have en fod derude, hvor det virkelige liv leves.

Børnene elsker ham for hans roller som karismatisk direktør i Cirkus Summarum og som Æselmanden i Iqbal-filmene, tv-seere har grinet af ham i “Anstalten” og “Mr. Poxycat”, og biografgængere har set ham på det store lærred i “Player” og “Alle for 1”.

I 2017 er Rasmus Bjerg aktuel i ikke mindre end tre film.

Han er her og der og alle vegne og lige om lidt stiller han sig på scenen med soloshowet “Velbjerget”, der blandt andet handler om at være blevet en af de udvalgte, der bliver kaldt folkekære.

TV-stjerne med klar opfordring til danske par: Knald!

Den største respekt

Et mærkat, han tager på sig med den største respekt, fortæller han.

– At være folkekær er jo noget med, at folket kan spejle sig i en. At de er trygge ved en. At man taler til folket og er der på deres præmisser, og er glad og stolt af det. Og sådan vil jeg gerne have det, siger Rasmus Bjerg og uddyber:

– Jeg har ikke nogen ambition om at blive klappet på skulderen af parnasset og “de rigtige mennesker”. Jeg vil hellere klappes på skulderen af folket, siger han.

To sider i skuespilleren

Med alderen og erfaringen har han fundet ud af, at der er to sider i skuespilleren Rasmus Bjerg.

De skal begge fodres, selv om den ene er mere sulten end den anden.

– Jeg føler mig meget mere som en håndværker end som kunstner, siger han.

– Kunst er noget, man skaber glimt, og det er også fint, og jeg nyder, når det sker. Men man må hele tiden have en fod og en fangarm derude, hvor livet leves, og det leves blandt folket, siger han.

Det er derud, han stiller sig, når han med sit soloshow skal optræde rundt omkring i landet i byer som Skive, Aalborg og Herning.

Han har dog ikke altid haft så let ved at finde sit ståsted.

Som nyuddannet skuespiller var det svært ikke at lade sig fange i forestillingen om, at der var nogle roller, der var finere end andre, og at man kun fik dem, hvis man optrådte præcis som “de store”.

Den forestilling viste sig ikke at holde stik. På hans cv er der skam et par hovedroller på Det Kongelige Teater, men i dag ved han, at glæden ved at optræde kan være lige så stor på de små scener ude i landet.

– Jeg har fået den gave, at jeg er god til at underholde, og så vil jeg også gerne nå bredest muligt ud med den underholdning uden at gå på kompromis. Jeg vil være mig selv hele vejen i gennem, siger han.

Rasmus Bjerg rådgiver om parforholdsproblemer i ny serie

“Velbjerget” har premiere den 28. september, og kommer rundt i hele landet.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu