Rørt Rasmus Seebach synger duet med sin far

torsdag d. 23. november 2017 kl: 20. 47 Af: Ritzau Fokus

Ved hjælp af en helt særlig teknik er det lykkedes at indspille en duet mellem far og søn.

Rasmus Seebach brød igennem som popsanger i 2009, seks år efter at han havde mistet sin far, Tommy Seebach.

Synger duet med afdød far

Men på sit nye album, “Før vi mødte dig”, synger Rasmus Seebach på sangen “Andeby” duet med sin far.

– Det er ret vildt. For over 10 år siden ringede min bror, Nicolai, og jeg til min fars pladeselskab og spurgte, hvor alle min fars gamle indspilninger var henne. De lå ude på et lager, og vi fik så adgang til alle råfilerne, fortæller Rasmus Seebach.

Bevarer indspilningerne

Sammen med sin familie havde han et ønske om at kunne bevare indspilningerne for eftertiden.

– Vi ville rigtig gerne bevare dem, så de ikke pludselig forsvinder eller bliver ødelagte, fortæller sangeren, der gik i gang med at undersøge, hvordan man kunne få digitaliseret råfilerne.

– De gamle bånd skal bages i en meget speciel ovn ved et helt bestemt antal grader, for at man kan få indspilningerne overspillet til digitale filer. Det er en ret nørdet proces, og man har kun én chance, så det skal virkelig gøres rigtigt. Ellers ødelægger man dem. Men der er nogle rigtig dygtige folk, der har specialiseret sig i at gøre det, fortæller Rasmus Seebach.

Rasmus: -En sindssyg stærk oplevelse

Brødrene har altså haft råfilerne til faderens sang “Andeby” og har derfor haft mulighed for at skrælle musikken og rumklangen fra farens vokal væk, så Rasmus Seebach havde sin fars rene vokal i ørerne, da han gik i studiet.

Her er 10 danske julesange, der scorer kassen

– Det var en sindssygt stærk oplevelse at begynde at synge en harmoni op af ham. Jeg indspillede den simpelthen så mange gange, bare fordi jeg syntes, det var så dejligt. Jeg blev virkelig rørt af det, fortæller Rasmus Seebach.

Sangeren har haft sin fars numre “Du’ det dejligste” og “Under stjernerne på himlen” med på tidligere album, men det er altså første gang, de ligefrem synger sammen på et indspillet nummer.

Det glæder Rasmus Seebach, at han kan sprede sin fars musik.

– Jeg synes jo, der er mange af de der lidt uopdagede hits i min fars katalog. Det sker tit, at jeg hører en, som jeg synes, folk fortjener at lære at kende, siger han.

– Jeg synes, det er rigtig fedt, at jeg kan introducere en Tommy Seebach-sang til nogen, der måske ellers aldrig ville have hørt den og på den måde forlænge sangenes liv og give dem til en generation, der ellers aldrig ville have lagt mærke til dem, siger han.

Albummet “Før vi mødte dig” udkommer fredag den 24. november.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu