Regngråt Torshavn vinker kronprins Frederik velkommen

torsdag d. 23. august 2018 kl: 13. 29 Af: Ritzau Fokus

Kronprinsens familie var iklædt lokal festdragt, da den ankom til Torshavn torsdag.

Klædt i en mørkeblå udgave af Færøernes nationale festdragt ankom kronprins Frederik med sin hustru og fire børn torsdag med kongeskibet Dannebrog til Torshavn på Færøerne. Her begynder familien et officielt besøg.

Mens de seks medlemmer af kongefamilien var i stiveste skrud, var vejret i Torshavn præget af regn og grå skyer ved indsejlingen til havnen.

De fire børns nationaldragter er en gave fra fire kommuner i Færøerne til besøget.

Dragten til mænd hedder en sjóstuúka. Som benkæder består den af vadmelbukser ned til knæene, lange strikkede strømpebånd, som traditionelt laves i det færøske flags farver.

Se billederne: Kronprinsen er tilbage efter sin operation

Overdelen består af en skjorte og en vest med broderet forstykke samt en mønstret eller ensfarvet åben striktrøje eller vadmelskofte.

For kvinderne er der tale om en stakkur. Den består af en strikket trøje, en brystdug i velour samt et broderet eller vævet tørklæde og forklæde.

Nederdelen er vævet og iklædes et bælte i velour og en sort kåbe.

Prinsesserne Isabella og Josephine havde desuden en kyse i en klar blå farve på.

Skal nå en hel del

Pressens fotografer arbejdede for at holde linserne fri for dråber, mens lokale fremmødte og kongefamilien udvekslede ivrige vink på kajen i Torshavn.

Det er Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen, der skal være vært for kronprinsen og hans familie under besøget.

Besøget kommer til at vare fire dage. Torsdag byder besøget på en tur i roklubben Knørrur, et visit hos Landsstyret og besøg på en skole.

Efter smertefuld lidelse: Her er Frederiks første opgaver

Familien vil i løbet af de næste dage besøge en række bygder og byer. Det er første gang, at kronprinseparret og deres børn er med Dannebrog på besøg på Færøerne. I 2014 var kronprinsen med familien på Grønland.

For kronprinsparret er det deres andet officielle besøg i landet. De var der også i 2005 sammen med dronningen og prins Henrik.

Del din kommentar

Forsiden lige nu