Ridley Scott hyrer dansk instruktør

fredag d. 18. september 2015 kl: 11. 00 Af: Anne Mejdahl Daugbjerg
 
Ridley Scott har hyret den danske instruktør Kristoffer Nyholm. Foto: Bill Ingalls/Wikimedia

Ridley Scott har hyret den danske instruktør Kristoffer Nyholm. Foto: Bill Ingalls/Wikimedia

Manden bag film som Gladiator, Blade Runner og Black Hawk Down har hyret den danske instruktør Kristoffer Nyholm til serien “Taboo” for BBC

Selvom skandinaviske navne kan være svære at udtale for instruktøren Ridley Scott, er han så imponeret over danske film og serier, at han nu hyrer Kristoffer Nyholm til at instruere en ny serie, “Taboo”, for BBC.

– Jeg kan ikke så godt udtale hans navn, men vi har en skandinavisk instruktør, siger Ridley Scott, der er aktuel på den internationale filmfestival i Toronto med science fiction-filmen ”The Martian”.

– Han skal instruere Tom Hardy. I øvrigt kan jeg ikke udtale navnene på ret mange skandinaviske instruktører, siger han ifølge Her og Nu.

Ridley Scotts produktionsvirksomhed Scott Free har i samarbejdet med Tom Hardys Hardy Son & Baker produceret den otte en halv time lange TV-serie, der også har Tom Hardy i hovedrollen. Tom Hardy spiller James Keziah Delaney, der vender tilbage til London i 1813 efter at have tilbragt 10 år i Afrika, og her forsøger han at starte et shipping imperium. Han valgte den danske instruktør, fordi han er imponeret over de TV-serier og film, der laves i Skandinavien.

– Jeg holder øje med de talentfulde folk i Skandinavien, siger Ridley Scott.

– Det er meget interessant, og mange af de bedste TV-serier bliver lavet i Skandinavien – i Danmark og Sverige.

Kristoffer Nyholm har været inde over danske succeser som Forbrydelsen, Nikolaj og Julie og Taxa.

Del din kommentar

Forsiden lige nu