Kardashian fejrede fødselsdag i Legoland
Robert Kardashian fyldte 29 år og fejrede det i Legoland i Californien.
Selv om Robert Kardashian fyldte 29 år den 17. marts, dyrkede han sin barnlige sjæl, da han fejrede fødselsdagen forleden.
Tv-personligheden, der er Kardashian-klanens eneste bror, havde nemlig taget sin nye kæreste, glamourmodellen Blac Chyna, med til Legoland, hvor parret boltrede sig i forlystelsesparken i Californien.
Fødselsdagsbarnet var så begejstret over besøget, at han delte flere billeder fra den hyggelige dag på sin Instagram-profil.
På et foto sidder Kardashian og 27-årige Chyna med hovederne i to Lego-byggede løver, mens parret står tæt omslynget af hinanden på et andet billede fra fødselsdagsfejringen i forlystelsesparken.
Blyc Chyna delte også billeder
Også Blyc Chyna delte flere billeder fra dagen, hvor hendes dreng fra et tidligere forhold, King Kairo, også var med. Blandt andet står mor og søn foran et kæmpe Lego-bygget hoved af videnskabsmanden Albert Einstein.
Resten af Kardashian-klanen var ikke med til fødselsdagsfejringen, men der har også været lidt ballade, efter Robert indledte forholdet til Chyna. Hun har nemlig sønnen, King Kairo, med rapperen Tyga, som er kærester med Kardashians ene halvsøster, Kylie Jenner.
På trods af sin eksponerede familie har Robert Kardashian holdt sig uden for rampelyset de seneste par år, selv om han tidligere har været en stor del af det med sin deltagelse familiens realityshow, “Keeping It Up with the Kardashians”, sin kollektion af sokker og sin deltagelse i den amerikanske udgave af “Vild med dans”.
Se Kardashians billeder fra Legoland her:
Og et af Chynas mange Lego-billeder her:
/ritzau/FOKUS