Robert-vinder møder Mad Max-stjerne i ny von Trier-film

søndag d. 12. februar 2017 kl: 11. 08 Af: Ritzau Fokus

Skuespillerinderne Riley Keough og Sofie Gråbøl skal spille med i filminstruktøren Lars von Triers nye film.

Når optagelserne til den danske filminstruktør Lars von Triers nye film begynder i foråret, vil der være både danske og udenlandske stjerner at finde på settet.

Ghita Nørby og Sofie Gråbøl er mor og bedstemor i ny thriller

Allerede i november blev de to mandelige hovedroller i filmen “The House That Jack Built” afsløret, og søndag løfter Zentropa og Copenhagen Film Fund igen sløret for en del af castet i en pressemeddelelse.

Der er tale om den danske Robert-vinder Sofie Gråbøl, der er kendt fra film og serier som “Der kommer en dag” og “Forbrydelsen”, samt den amerikanske “Mad Max”-skuespillerinde Riley Keough.

I Lars von Triers kommende film følger man den intelligente seriemorder Jack, og historien breder sig over en periode på 12 år. Skuespillerinderne har to af de markante roller i filmen, hvor de begge spiller kvinder, som seriemorderen stifter bekendtskab med.

Skuespillerinden Riley Keough, der er barnebarn af Elvis Presley, og Sofie Gråbøl skal således spille overfor “The Outsiders”-skuespilleren Matt Dillon og “Der Untergang”-stjernen Bruno Ganz.

De to mandelige skuespillere har henholdsvis rollen som seriemorderen Jack og den mystiske karakter Verge.

Den kontroversielle instruktørs nye film optages i både København og i området omkring Trollhättan i Sverige. Optagelserne starter i Sverige i løbet af foråret, og i maj rykker produktionen til København.

Forrygende spillefilm om en forfærdelig opvækst

Filmen “The House That Jack Built” ventes at få premiere i biograferne i 2018.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu