Rockstjerner raser over pædofil kollega

mandag d. 2. december 2013 kl: 17. 21 Af: Ritzau Fokus
 
Forsangeren i LostProphets, Ian Watkins, er blandt andet dømt for at have forsøgt at voldtage et lille barn.

Forsangeren i LostProphets, Ian Watkins, er blandt andet dømt for at have forsøgt at voldtage et lille barn. Foto: Joel Ryan AP

De øvrige medlemmer i LostProphets er forarget over forsangerens seksuelle overgreb mod børn.

Forsangeren Ian Watkins i det nu hedengangne walisiske band LostProphets har begået en række seksuelle overgreb mod børn, herunder et forsøg på at voldtage en baby.

Det erkender den 36-årige sanger selv under retssagen i Wales, skriver Toronto Sun.

Ian Watkins tidligere bandmedlemmer understreger, at de ikke har haft kendskab til sangerens pædofile tendenser. De har hidtil nægtet at udtale sig om sagen, men nu tager de bladet fra munden på deres Facebookside.

– Tidligere på ugen erfarede vi, at beskyldningerne om, at Ian har begået seksuelle overgreb mod børn, er sande, og at han ikke ville bestride dem i retten. Indtil da havde vi ekstremt svært ved at tro det, og vi håbede, at det hele var en fejltagelse, skriver gruppen på Facebook.

Ian Watkins var en vanskelig karakter, der gjorde samarbejdet i bandet til en konstant, elendig udfordring. Det fortæller de øvrige bandmedlemmer Mike Lewis, Stuart Richardson, Jamie Oliver og Luke Johnson.

– Men på trods af hans kamp med stoffer, hans egoistiske opførsel og frustrationerne i vores band forestillede vi os aldrig, at han var i stand til at opføre sig på den måde, han nu har indrømmet.

– Vi er knuste, vrede og forargede over det, der er blevet afsløret. Det er noget, der vil forfølge os resten af vores liv, skriver gruppen på Facebook.

Som følge af den triste sag gik gruppen i opløsning i oktober efter 15 år sammen.

Newspaq

Del din kommentar

Forsiden lige nu