Badehotellet-stjerne. -Jeg bestemmer selv om jeg arbejder

mandag d. 30. oktober 2017 kl: 8. 00 Af: Ritzau Fokus
Rosalinde Mynster arbejde
Rosalinde Mynster et netop nu aktuel i stykket "Enetime". Foto: Katrine Emilie Andersen/Scanpix (Arkivfoto)

Det folkelige gennembrud kom for alvor med "Badehotellet", men Rosalinde Mynster vil mere end det populære.

Det er særligt vest for Storebæltsbroen, at Rosalinde Mynster kan mærke, at tv-serien “Badehotellet” har gjort hende til et kendt ansigt.

Med sin rolle som Fie i den populære TV2-serie har den 27-årige skuespillerinde for alvor vundet de danske tv-seeres hjerter.

Men allerede i 2008 lærte Filmdanmark hendes navn at kende i forbindelse med filmen “To verdener”.

Aktuel i absurd klassiker

Nu er Rosalinde Mynster aktuel i Eugène Ionescos absurde klassiker “Enetime” på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbro i København.

Trods sit folkelige gennembrud insisterer Rosalinde Mynster nemlig på at spænde bredt. For i det spænd ligger friheden og mulighederne, mener hun.

– Der er så mange i den her branche, som ender med at blive slave af, at der er en telefon, der skal ringe. Hvis telefonen ikke ringer, kan du ikke få lov til at spille og arbejde. Så kan du ikke få lov til at udleve din drøm.

– Det er det brutale ved faget. For at udleve din lidenskab er du afhængig af, at nogen inviterer dig ind i en produktion, og der har jeg det bare sådan lidt: “Det gider jeg ikke. Jeg gider ikke, at andre skal bestemme det”, siger Rosalinde Mynster og slår med et grin en knyttet næve i bordet.

Har stiftet sit eget teaterselskab

Af samme grund har hun også stiftet sit eget teaterselskab, der laver politisk og aktivistisk kunst.

Herfra pendler hun i øjeblikket mellem optagelser til “Badehotellet”, egne projekter og sene forestillinger på “Enetime”.

Rollen som eleven i “Enetime” sagde Rosalinde Mynster ja til, inden hun havde læst manuskriptet.

Badehotellet-stjerne scorer rolle i krigsfilm

Hun kendte i forvejen til Eugène Ionesco og var svært begejstret for hans arbejde.

– Noget af det, jeg elsker allermest at arbejde med, er det absurde teater, fordi det er sindssygt svært på en sjov måde. Du skal som skuespiller ikke leve op til realisme, som kan være enormt begrænsende og kedeligt.

– Vi ved jo godt, hvordan verden ser ud, så hvorfor skal vi hele tiden gentage den i underholdning, siger Rosalinde Mynster.

Det kræver mod

Hun peger på, at mulighederne som skuespiller i absurde stykker er nærmest uendelige, og det kræver mod at gå ind i.

– Der er ikke noget facit, hvilket føles som en enorm frihed, men samtidig bliver man lidt bange for den frihed, fordi hvad skal man så vælge, siger hun med et grin.

Afvekslingen mellem de store produktioner, det intime teater og de eksperimenterende projekter er dog den helt rigtige cocktail for hende.

– Det kan godt blive luksusagtigt at have en hovedrolle på en stor produktion, som jeg tjener rigtig fint på, og hvor der er en masse mennesker til at hjælpe mig på alle mulige måder.

– Det er nogle meget forskellige ting, jeg laver, og det er en sportsgren at kunne veksle imellem dem, men jeg synes, det er godt, fordi det gør mig til et fleksibelt menneske, og giver mig noget jordforbindelse, forklarer Rosalinde Mynster.

Kalenderen er fyldt

Hendes kalender er fyldt med optagelser, prøver og forestillinger et år ud i fremtiden.

Og en del af hendes forklaring på hendes succes er, at hun selv tager ansvar.

– Jeg har været sindssygt privilegeret, men det er nok også, fordi jeg har lavet den spændvidde mellem det kommercielle og det helt smalle.

– Men jeg er også hårdtarbejdende på den måde, at jeg altid sætter ting i gang selv. Men skal være sindssygt heldig i denne branche, men man skal også være insisterende.

Badehotellet-stjerne single igen

“Enetime” spiller i København frem til 2. december.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu