Royal romance: Prinsepar fejrer bryllupsdag

onsdag d. 13. juni 2018 kl: 10. 26 Af: Ritzau Fokus

Den 13. juni er det præcis tre år siden, at prins Carl Philip af Sverige giftede sig med prinsesse Sofia. Inden ægteskabet var hun kendt fra realityprogrammer.

Sveriges prinsepar, prins Carl Philip og prinsesse Sofia, kan fejre såkaldt læderbryllup efter tre år sammen som mand og kone.

Parret giftede sig 13. juni 2015 efter cirka fem års forhold.

Prinsen blev kædet sammen med den dengang borgerlige Sofia Hellqvist i foråret 2010, men der gik et par måneder, inden det svenske kongehus bekræftede forholdet.

Disse royale er faddere til danske kongebørn

Den royale romance vakte en del opsigt, fordi prinsesse Sofia som yngre havde deltaget i et realityprogram og fået taget flere letpåklædte billeder som glamourmodel.

I juni 2014 annonceret parret, at det havde forlovet sig, og på det svenske kongehus’ hjemmeside beskrev prins Carl Philip det som en lykkens dag.

Mødtes helt tilfældigt

En måned efter forlovelsen afslørede parret i et interview med Dalarnas Tidninger, hvordan det havde mødt hinanden.

– Vi mødtes til en frokost. Jeg sad der med nogle venner, og du (prinsesse Sofia, red.) kom ind med en ven, som kendte mine venner. Det sagde klik med det samme, sagde prins Carl Philip.

I et efterfølgende interview med TV4 fortalte prinsen, at han aldrig havde mærket kærlighedens magi, inden han mødte prinsesse Sofia.

Året efter forlovelsen sagde parret ja til hinanden i Slottskyrken på kongeslottet i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Ind trådte den borgerlige Sofia Hellqvist, og ud trådte hun som prinsesse Sofia.

Parret tog efterfølgende på bryllupsrejse til Fiji i Stillehavet.

Kort tid efter brylluppet blev prinsesse Sofia gravid, og i april 2016 kom prins Alexander til verden.

Dronningen udsat for den vildeste spøg

Året efter blev parret forældre igen. På den sidste dag i august 2017 blev prins Gabriel født.

Den 39-årige prins, 33-årige prinsesse og deres to små prinser bor til daglig på Djurgården i Stockholm.

Del din kommentar

Forsiden lige nu