Sådan bliver den nye Landmand søger kærlighed

tirsdag d. 12. juli 2016 kl: 11. 39 Af: Ritzau Fokus
Ole Andersen Landmand soeger kaerlighed foto Blu TV2
Ole Andersen var med i Landmand søger kærlighed. Sådan en karakter er ikke med i næste sæson, fortæller Lene Beier. Foto: Free/Blu/tv2

Tv-værtinden Lene Beier er i gang med den nye sæson af Landmand søger kærlighed, og der er meget i vente i den nye sæson.

Da programmet Landmand søger kærlighed forrige år tonede frem på de danske tv-skærme, var der én herre, der især gjorde sig bemærket. Den kærlighedssøgende landmand Ole Andersen, der fik tilnavnet Swinger-Ole, blev nemlig en seermagnet.

Men når den nye sæson har premiere i sensommeren, skal fans af programmet ikke regne med, at sådan en som ham dukker op igen.

– Alle kender jo Swinger-Ole, men jeg håber ikke, folk forventer, at karaktererne er magen til dem, der har været med de andre år. Vi går jo ikke efter de historier, der kan blive store i medierne, vi går efter nogle ægte mennesker, siger Lene Beier, der er vært på programmet.

Ærlige og følsomme landmænd

Hun er i fuld gang med den nye sæson, hvor en række landmænd går på jagt efter at finde deres sidste – og i nogle tilfælde også første – kæreste.

– Jeg har ikke set optagelserne endnu, men jeg har en rigtig god mavefornemmelse omkring det. De landmænd, vi har med i år, er meget ærlige, og nogle af dem har også nogle meget følsomme sider.

Kendt TV-par skal være forældre

– Vi har også grint rigtig meget undervejs, og det plejer at være en god indikator for, at det nok skal blive godt, siger Lene Beier om programmet, der nu får sin tredje sæson.

Tv-værtinde glæder sig

Selv om der er meget arbejde i det for tv-værtinden, så er det også en opgave, hun glæder sig til hver gang.

– Det er 11.000 kilometer på landevejene på otte uger, og det er hårdt at være væk fra familien. Men jeg kunne ikke finde på at sige nej til det, jeg vil lave det program, indtil der ikke er nogen, der gider glo på det længere, slår hun fast og uddyber, hvorfor det er helt særligt at lave Landmand søger kærlighed.

– Jeg kan godt lide at lave det program, fordi man kommer tæt på nogle mennesker, som virkelig har en drøm om at finde kærligheden. Derfor går de også ind i det med liv og sjæl, og det, synes jeg, er helt vildt fedt, siger hun.

For Lene Beier er det især udfordringen i at få de ofte tilbageholdende og generte landmænd til at tale om deres inderste tanker.

– Mange af de her landmænd er jo slet ikke vant til at tale om følelser, det er helt nyt for dem, når vi begynder at spørge ind til deres kærlighedsliv. Og jeg synes, det er ret modigt at turde dele det med alle, siger Lene Beier.

Skal vinde deltagernes tillid

Værtsrollen i Landmand søger kærlighed kræver således også noget særligt af hende. Hun er nemlig nødt til at vinde deltagernes tillid, hvis programmet skal være ægte.

– Vi er der jo ikke for at udstille dem og spørge dem om ubehagelige ting, det skal være med værdighed og i øjenhøjde, når vi taler med dem. Og som vært er man nødt til at være sig selv, ellers bliver det kunstigt. Jeg har for eksempel heller ikke noget manuskript, siger Lene Beier, der dog også har opdaget, at man ikke kan være alt for blødsøden, hvis landmændene skal have en chance for at få deres ønske om en kæreste opfyldt.

– Man skal kunne være lidt bestemt. Man må være lidt skrap på den kærlige måde. Det kan jeg godt finde ud af, for jeg er jo gammel skolelærer. Men man er nogle gange nødt til at sige, hvad man tror, der skal til, for at det kan lykkes for dem. Det nytter ikke noget, at man pakker tingene ind i vat, siger hun.

Landmand søger kærlighed: Par er gået hvert til sit

Den nye sæson af Landmand søger kærlighed får premiere i sensommeren.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu