Sælger dronningens scenografi

Grundet en forestående flytning af møbellageret holder Det Kongelige Teater lørdag loppemarked

Det Kgl. Teater afholder loppemarked, hvor der sælges ud af møbler og rekvisitter fra flere tidligere forestillinger.
Det Kgl. Teater afholder loppemarked, hvor der sælges ud af møbler og rekvisitter fra flere tidligere forestillinger.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det Kongelige Teater holder lørdag loppemarked, hvor omkring 1000 møbler og større rekvisitter fra forestillinger er til salg.

Den dyreste vare på loppemarkedet, en koglelampe fra PH, blev hurtigt solgt, fortæller Palle Dahl Henriksen, der er møbel- og våbenansvarlig på Det Kongelige Teater.

- Den stod til 35.000 kroner, men køberen pruttede lidt, så jeg tror, at den gik for 25.000 kroner, siger Palle Dahl Henriksen.

Opsagt lejemål

Teatret skal sælge ud, fordi lageret på Refshaleøen skal flytte.

- Vores møbellagers lejemål er opsagt, så vi skal være ude til næste sommer.

- Vi har ikke fundet et nyt lager endnu. Så vi er bekymret for, at vi ikke kan finde noget, der er lige så stort. Derfor har vi besluttet at skille os af med noget af vores beholdning af møbler.

Primært møbler

Salgskataloget indeholder alt fra Ikea-møbler til gamle rokokostole, der er 250 år gamle, fortæller Palle Dahl Henriksen.

- Det er primært møbler, der har været i brug i forestillinger. Det er lige fra operaer til balletter og gamle skuespil.

Dronningens scenografi

Der er også møbler til salg fra balletten "Et Folkesagn", hvor dronning Margrethe var scenograf.

Loppemarkedet afholdes fra klokken 10 til klokken 17, og indtil videre har det været en succes.

Gået godt

- Der er stadig nogle timer tilbage af salget, men det er gået rigtig godt.

- Jeg har ikke helt tal på, hvor mange mennesker, vi har haft igennem, men det er hvert fald blevet til et par tusinde. Folk er glade og har fået en god oplevelse ud af det, siger Palle Dahl Henriksen.

Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater er et dansk teater, der siden 1748 har ligget på Kongens Nytorv i København. Først som kongens og siden hele landets scene. Det var bemærkelsesværdigt at have alle fire kunstarter: skuespil, opera, ballet og orkester i samme hus.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS