Har fået helt styr på alkoholen

Tv-værten Sarah Grünewald har tidligere været nødt til at vende ryggen fuldstændig til alkohol. Men nu har hun fundet sin egen vej

Offentliggjort Sidst opdateret

Model og tv-vært Sarah Grünewald ændrede sin livsstil for et par år siden, og det indebar blandt andet, at hun skar ned på sit alkoholforbrug.

I dag åbner hun kun sjældent en alkoholisk drik.

- Mine relationer er sundere, mine venskaber er stærkere, de samtaler, jeg har med folk, er langt bedre, og jeg kan huske dem dagen efter.

Kræver forklaring

- Så jeg får virkelig lov til at opleve tingene helt vågent, når jeg ikke drikker. Og jeg har ikke en eller andet brandert, som jeg skal holde kørende, fortæller Sarah Grünewald.

Men det kan til tider være en udfordring at skippe alkoholen, fordi det ofte kræver en forklaring ved sociale arrangementer.

Sarah Gründewald har en søn, syv-årige Luis, fra et tidligere ægteskab. Hun er nu kæreste med den franske musikproducer Benjamin Kaniewski. (Arkivfoto).
Sarah Gründewald har en søn, syv-årige Luis, fra et tidligere ægteskab. Hun er nu kæreste med den franske musikproducer Benjamin Kaniewski. (Arkivfoto).

Kan køre hjem

- Jeg kan ikke begynde at slås med en alkoholkultur, der er så stærk. Til gengæld kan jeg stå om aftenen og tænke: "Ej, hvor er det rart, at jeg kan sætte mig i en bil og køre hjem".

- Så hvis jeg får en gin og tonic stukket i hånden eller et glas champagne, så er jeg begyndt at tage glasset, og så stiller jeg det. Og så tænker folk ikke mere over det, lyder det fra Sarah Grünewald.

Handler om energi

Hvis hun har overskud til det, kan hun godt finde på at fortælle andre, at hun ikke drikker alkohol.

- Ni ud af ti gange kommer spørgsmål om mine alkoholvaner fra folk, der også har tanker om deres eget alkoholforbrug og er nysgerrige på, hvordan det kan lade sig gøre ikke at drikke.

- For mig handler det om, hvor meget energi jeg har lyst til at bruge på at forklare det. Og det vil jeg gerne, hvis der er ro til det, og hvis det er et menneske, jeg sidder i en dybere samtale med.

Federe uden alkohol

- Men hvis det bare er sådan en smalltalk-situation, så gider jeg ikke gå ind i det. Det er spild af min tid, siger tv-værten.

Hun har for nylig deltaget i Roskilde Festival, hvor hun var afsted med sin søn, Luis, men hun havde også en enkelt dag uden barn på festivalen.

- For mig er en festival langt federe uden alkohol, fordi alkohol ikke kun dulmer nerverne. Den dulmer også latter og alt muligt andet. Jeg kan stadig sagtens tage én øl til en koncert, men jeg drikker ikke mere end det.

- Hvis jeg drikker én genstand, så er det for at få den der lille snert af at være lidt snalret, som egentlig kan være meget fed, fortæller Vild med dans-værten.

Bedste version af sig selv

Men mere end det behøver hun ikke, for hun vil gerne være den bedste version af sig selv.

- Det er, ligesom når man tager til en jobsamtale, så kunne man aldrig drømme om at drikke. Fordi man gerne vil være den bedste udgave af sig selv ved at fremstå sund, rar og dejlig. Og sådan har jeg det bare hver dag, fortæller Sarah Grünewald.

Vild med dans-værten er tilbage på skærmen i den tyvende sæson af "Vild med dans", som kommer til efteråret. Her får hun igen få selskab af medværten Martin Johannes Larsen.

Sarah Grünewald har været vært på 'Vild med dans' siden 2013. Og i efteråret skal hun være vært på den tyvende sæson sammen med medværten Martin Johannes Larsen. (Arkivfoto).
Sarah Grünewald har været vært på "Vild med dans" siden 2013. Og i efteråret skal hun være vært på den tyvende sæson sammen med medværten Martin Johannes Larsen. (Arkivfoto).

SARAH GRÜNEWALD

I 2013 blev Sarah Grunëwald valgt som Claus Elmings nye medvært som erstatning for Christiane Schaumburg-Müller i sæson 10 af Vild med dans. Hun vendte tilbage som vært i sæson 11.

Da Vild Med Dans sendte sin femtende sæson i efteråret 2018, fik hun en ny værtsmakker i form af Christiane Schaumburg-Müller, da Claus Elming meddelte, at han ikke vendte tilbage som vært.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS