Bokseren i Vild med dans: Mindre nervøs i finaleugen

torsdag d. 24. november 2016 kl: 7. 06 Af: Ritzau Fokus

Selv om det er finaleuge i Vild med dans, var Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard mere nervøse i sidste uge.

Nerverne har siddet udenpå de glitrende kjoler og nystrøgne skjorter, når Vild med dans-seere om fredagen har sendt par efter par ud af programmet.

Konkurrencen er nu inde i sin absolutte slutspurt, for på fredag skal finalen stå.

Mere nervøse op til semifinalen

Alligevel røber bokseren Sarah Mahfoud og danseren Morten Kjeldgaard, at de faktisk var mere nervøse op til sidste uges semifinale, end de er i denne uge.

– Det er jo fordi, det i sidste uge gjaldt om at komme til finalen i Horsens, fortæller Morten Kjeldgaard.

– Lige præcis. Samtidig havde vi tre helt nye danse i sidste uge, hvor vi denne gang kender en af dem, fortsætter Sarah Mahfoud med en henvisning til, at parret på fredag kaster sig ud i en jive for anden gang i denne sæson.

Tak for dansen Adam: Men var han den rette taber?

Målet var at nå finalen

Men parret forklarer, at nedgangen i nervøsiteten ikke skyldes, at de føler, de har styr på alle dansene allerede.

Det er simpelthen, fordi målet for dem begge hele tiden har været at nå finalen.

– Men vi forstår det stadig ikke helt. Lige nu træner vi som det var en helt almindelig uge, siger boksebaben med et smil.

Sejr vil være prikket over i’et

Parret slår samtidig fast, at en sejr på fredag vil være den ultimative prik over i’et på tre måneders hård træning.

Men uanset hvor hård træningen er, så er der en ting, parret husker særligt på her i finaleugen.

Netop fordi det er sidste uge, hvor Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard skal bruge hver dag på at træne sammen, husker de at stoppe op og nyde øjeblikkene lidt mere.

– Jeg har hørt fra andre par, at man stresser for meget i finaleugen, og at vi skal huske på bare at nyde det. Når man tænker tilbage på hele oplevelsen husker man jo, hvor godt alt gik, og hvor mega fedt det var, lyder det fra den professionelle danser.

– Derfor nyder vi det ekstra meget og husker på, hvor sejt det hele er, fortsætter han.

Vild med dans-værtinde: -Jeg hviler mere i mig selv nu

Lige nu træner parret mellem 8 og 12 timer daglig, for at blive helt klar til finalen fredag aften. Her skal parret slutte sæsonen af med tre danse: En jive, den traditionelle, men altid overraskende freestyle og en showdans sammen med en gruppe professionelle dansere.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu