Satirisk drama med dansker i front kan vinde Guldpalmen

fredag d. 28. april 2017 kl: 6. 07 Af: Ritzau Fokus
20170428032635457_org
Claes Bang spiller den ambitiøse museumsdirektør Christian i filmen "The Square", der er med i hovedkonkurrencen om Guldpalmen på dette års Cannes Festival (arkivfoto). Foto: Scanpix/Ida Marie Odgaard

Claes Bang spiller hovedrollen i svenske Ruben Östlunds "The Square", der er med i hovedkonkurrencen i Cannes.

Den svenske instruktør Ruben Östlunds “The Square” med danske Claes Bang i hovedrollen er med i hovedkonkurrencen på dette års Cannes Filmfestival.

Mick Jagger gør Claes Bang selskab i ny film

Det oplyser Det Danske Filminstitut.

Dermed er filmen med i konkurrencen om filmfestivalens fornemste pris, Guldpalmen.

Spiddende satirisk drama

Det Danske Filminstitut beskriver den svensk-dansk koproducerede spillefilm som et spiddende satirisk drama, der afspejler vores samtid.

Filmen handler om ondskab, borgermod og det velstillede menneskes behov for selvfiksering i en stadig mere usikker omverden.

Spiller museumsdirektør

Claes Bang spiller den ambitiøse museumsdirektør Christian, som bliver bestjålet på åben gade, nogle dage inden den prestigefulde udstilling “The Square” åbner.

Han kan hverken slippe tyveriet i tankerne eller lade det passere ubemærket, og han indleder derfor en jagt på gerningsmanden.

Det bringer ham ud i de mest groteske situationer, der får ham til at stille spørgsmålstegn ved sit eget moralske kompas.

Spiller over for Elisabeth Moss

Claes Bang spiller over for den amerikanske skuespiller Elisabeth Moss, der blandet andet er kendt som Peggy fra tv-serien “Mad Men”.

I andre store roller ses engelske Dominic West, svenske Marina Schiptjenko og danske Christopher Læssø.

Selv om den traditionsrige franske filmfestival i år løber af stablen uden nogen dansk film i hovedkonkurrencen, så vil Danmark være repræsenteret i kategorien kortfilm.

Her har den dansk-palæstinensiske instruktør Mahdi Fleifel fået udtaget sin kortfilm “A Drowning Man” til filmfestivalen.

Dermed dyster han mod otte andre kortfilm om den prestigefulde guldpalme for kortfilm.

Se Claes Bang i hæsblæsende trailer til ny thriller

Den franske filmfestival foregår fra 17. til 28. maj og kan i år fejre 70-års jubilæum.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu