Scarlet Pleasures dobbelte DMA-triumf: -Alting gik i sort

søndag d. 12. november 2017 kl: 12. 00 Af: Ritzau Fokus

Poptrioen vandt prisen for årets danske hit og årets danske gruppe ved Danish Music Awards lørdag aften.

Scarlet Pleasure fik lytternes hyldest til P3 Guld i september.

Nu har den danske trio også fået branchens helt store anerkendelse.

Modtog to statuetter

Scarlet Pleasure snuppede nemlig to statuetter ved Danish Music Awards, som løb af stablen lørdag aften i København.

Her blev de kåret som årets danske gruppe og vandt prisen for årets danske hit for “Deja Vu”.

– Det er, som om alting gik lidt i sort. Vi havde ikke rigtig regnet med det for at være helt ærlig. Det er en personlig sejr, at vi er kommet hertil. Specielt fordi vi har set det her show i mange år. Det er noget af det største i dansk musik, så det er bare surrealistisk og helt vildt overvældende.

– Vi har kæmpet vildt meget for det, så endelig at vinde nogle priser til DMA er helt vildt. For os er det bare et kæmpe skulderklap. Det betyder rigtig meget.

Dansk band i succesfart mod stjernerne

– Vi laver ikke musik for at blive anerkendte, men fordi vi elsker det, siger bandet efter den dobbelte hæder til prisuddelingen.

Markerer endnu en milepæl

De to Danish Music Awards-statuetter markerer endnu en milepæl for Scarlet Pleasure-drengene.

Bandet, som består af Emil Goll, Joachim Dencker og Alexander Malone, begyndte at spille musik sammen i 8. klasse.

Hvad der startede som en fælles interesse, har udviklet sig til en passion for bandet, der står bag to ep’er og et album.

– Vi har en ret fejlfri synergi internt, der er bygget op over ret mange år. Man har en relation, som bliver ligesom en familierelation, siger bandets forsanger, Emil Goll, og uddyber:

Scarlet Pleasure snupper flest nomineringer ved Gaffa-prisen

– Man kender hinandens grænser, man træder ikke på hinanden, og man respekterer hinanden i alle livets facetter. Uanset om det skulle gå ned ad bakke, så ved vi, at vi har hinanden. Man finder ud af, at der, man er mest glad og lykkelig, er i processen med at lave musikken.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu