Se billederne: Her er Far til Fires nye børn

torsdag d. 2. maj 2013 kl: 17. 46 Af: Uffe Dahl
 

Et nyt kuld børn, der skal spille Lille Per, Ole, Mie og Søs blev i dag præsenteret – de skal spille med i tre nye Far til Fire-film.

 

Efter seks nye Far til Fire-film har producventerne fået mod på endnu mere og er klar til endnu tre film.

De første seks ”nye” far til Fire-film blev set af over 400.000 begejstrede danskere – hver. Og det skaber altså nu grobund for yderligere tre film produceret af ASA Film i samarbejde med Scanbox Entertainment.

De nye Far til Fire-børn bliver suppleret med følgende: Far spillet af Jesper Asholt, Onkel Anders og Onkel Sofus spillet af Kurt Ravn, Fru Sejersen spillet af Bodil Jørgensen samt filmens instruktør Giacomo Campeotto.

Filmen går i optagelse i slutningen af maj i otte uger i Københavns-området, og der forventes premiere i vinterferien 2014.

Her er de nye Far til Fire-børn

 

Sigurd Philip Dalgas (Lille Per):

Født: 2005

Se traileren til ny "Far til Fire"-film

Sigurd går i skole og kan bedst lide kristendom og billedkunst. I sin fritid går han til spejder og hip hop.

Sigurd har ikke lavet film før men har været med i en reklamefilm samt en musikvideo for Rune RK.

 

Emilie Werner Semmelroth (SØS):

Født: 1995

Emilie går på HF i Nordsjælland og kan bedst lide matematik og mediefag. I sin fritid går Emilie til sang, dans og skuespil. Derudover har hun i snart fem år arbejdet i Sletten Fiskehus.

Emilie har været en sæson på Eventyrteatret og har også medvirket i Madam Mangor, Arvegodset i 2008 med Tom McEwan og Madam Mangor, Sangen har vinger i 2010.

Endvidere har Emilie lavet reklamefilm og haft en masse statistroller på film. I 2010 spillede hun Sally i ”Bølle Bob – Alletiders helt” og i 2011 var hun løbepige i ”Bora Bora”.

Derudover har hun haft en lille rolle i Rita (TV 2), samt rollen som unge Dicte i TV 2 serien Dicte.

 

Karoline Hamm (Mie):

Født: 1999

Karoline går i skole i Odense og kan bedst lide engelsk. I sin fritid går Karoline til hip hop, hvor hun sammen med sit hold Team Superior i år er blevet både Danmarksmester og Europamester. De træner i Århus, så Karoline tager toget fra Odense to gange om ugen, for at træne med seks andre unge.

Karoline har tidligere medvirket i ”Sound Of Music” og har spillet med i ”Nissebanden” på Odense Teater.

 

Rasmus Bardram Johnbeck (Ole):

Født: 2001

Rasmus går i skole i Hvidovre og kan bedst lide musik, matematik, sløjd, håndarbejde, idræt og dansk.

I sin fritid spiller Rasmus trommer og synger. Derudover går han til tennis, løber på rulleskøjter og løbehjul og laver rollespil med vennerne.

Sådan foregår optagelserne til Far til Fire

Rasmus har været med i ”Et Mærkeligt Skib” og spillet Krumme på Teater Vestvolden i Hvidovre.

 

Del din kommentar

Forsiden lige nu