De skal spille familien Seebach i ny musical

torsdag d. 4. maj 2017 kl: 11. 56 Af: Ritzau Fokus

Rollelisten til opsætningen af musicalen "Seebach" er nu afsløret.

Familien Seebach er en elsket musikalsk familie herhjemme og har beriget danskerne med ørehængende hits gennem adskillige årtier.

13 af de største danske stjerner får stor ære

Og siden offentliggørelsen af Fredericia Teaters originale opsætning af en musical om den populære families liv, der får navnet “Seebach”, i november 2016, har der været spekuleret i, hvem der skulle have rollerne som medlemmerne i familien.

Flere hundrede håbefulde skuespillere og musicaltalenter har været til audition.

Men nu er det endelige cast til den nye musicalopsætning fundet.

Det skriver Fredericia Teater i en pressemeddelelse.

To får rollen som Tommy

Valget til rollen som hele Danmarks grandprix-konge Tommy Seebach er faldet på skuespillerne Pelle Emil Hebsgaard og Teit Samsø, der begge har en fortid på den danske musical- og teaterscene.

Teit Samsø bliver også én af to skuespillere, der skal dele rollen som Tommy Seebachs yngste søn, sangeren Rasmus Seebach.

Han deler rollen med Joakim Lind Tranber, der først officielt udklækkes fra Den Danske Sceneskole i Odense til sommer, men allerede har erfaring fra musicalscenen.

Rollen som Rasmus Seebachs bror, Nicolai, spilles af Emil Birk Hartmann, rollen som deres søster, Marie, er gået til Frederikke Maarup Viskum, mens Tommys hustru, Karen, spilles af Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen.

“Seebach” får urpremiere på Fredericia Teater den 29. september 2017.

Fra den 21. april næste år kan den opleves i Musikhuset Aarhus.

Hitmusical puster nyt liv i salget af Tommy Seebachs musik

Og fra den 22. juni 2018 spiller den på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu