Serien-skaber forbløffet over Jim Carrey

søndag d. 30. juni 2013 kl: 7. 19 Af: Ritzau Fokus
 

 Foto: Colourbox

Producer på filmen “Kick-Ass 2” er forbløffet over, at Jim Carrey mandag kritiserede filmens voldelige scener.

Skuespiller og komiker Jim Carrey tog mandag offentligt afstand fra den kommende film “Kick-Ass 2”, hvor han selv spiller en af hovedrollerne, på grund af filmens voldelige scener. En udmelding, der forbløffer skaberen af tegneserien, som filmen er baseret på.

Jim Carrey uigenkendelig efter ekskærestes selvmord

Jim Carrey undskyldte via sin Twitter-profil på forhånd for de voldelige scener, der til august vil kunne ses i “Kick-Ass 2”.

Han føler, at volden i filmen er uhensigtsmæssig og upassende i kølvandet på det tragiske skoleskyderi på Sandy Hook Elementary i Connecticut tilbage i december sidste år, hvor 20 børn og seks voksne blev dræbt.

– Jeg lavede Kick-Ass en måned før Sandy Hook, og nu kan jeg ikke med god samvittighed støtte niveauet af vold (i filmen, red.), skrev den berømte skuespiller.

Men udmeldingen kommer noget bag på producer af filmen Mark Millar, der også er manden bag tegneserien Kick-Ass, som både “Kick-Ass” og “Kick-Ass 2” er baseret på.

Mark Millar siger nemlig, at Jim Carreys karakter, en mand med navnet Colonel Stars and Stripes, er mod skydevåben, og at han flere gange nægter at affyre et våben.

Millar tilføjer, at filmen i sig selv netop handler om konsekvenserne ved vold, og ikke er en opfordring til det.

– Jeg er forbløffet over denne pludselige meddelelse. Ja, antallet af kvæstede er ret højt, men en film kaldet “Kick-Ass 2” bliver jo nødt til at gøre hvad, den lover i titlen, siger han.

Mark Millar synes endda, at det er lidt ironisk, at lige præcis Jim Carrey melder sådan noget ud.

– Ironisk nok er Jims karakter i “Kick-Ass 2” en genfødt kristen, og det faktum, at han nægter at affyre en pistol, hvilket vi gjorde meget ud af, er noget, han (Jim Carrey, red.) fortalte tiltrak ham ved rollen i første omgang, siger Millar.

Jim Carrey sagsøgt for mord på eksen

– I sidste ende er det jo hans beslutning, men jeg har aldrig helt købt den opfattelse, at vold i fiktion fører til vold i det virkelige liv, tilføjer han.

/ritzau/Reuters

Del din kommentar

Forsiden lige nu