Efter sexskandalen: Kendispar fornyer ægteskabsløfterne

torsdag d. 1. juni 2017 kl: 7. 02 Af: Ritzau Fokus
Sharon og Ozzy Osbourne fornyer ægteskabsløfterne
Ozzy Osbourne og Sharon Osbourne har tre børn sammen. Foto: Scanpix/Gus Ruelas

Sharon Osbourne gik fra sin utro ægtemand, Ozzy Osbourne, sidste år, men nu satser parret alt på kærligheden.

Sidste forår satte Sharon Osbourne en stopper for 33 års ægteskab, da det kom frem, at Ozzy Osbourne havde boltret sig med andre kvinder end hende.

Fru Osbourne brød med sin utro ægtemand, men kort tid efter fandt parret dog sammen igen.

Ægteskabsløfter fornyet

Faktisk er den 64-årige tv-værtinde og den 68-årige Black Sabbath-stjerne så nyforelskede, at de nu har fornyet deres ægteskabsløfter i den amerikanske spilleby Las Vegas.

Det annoncerer hr. og fru Osbourne ganske kortfattet over for Hello! Magazine, og her forklarer Ozzy Osbourne, at det var hans idé, at parret skulle forny løfterne til hinanden.

– Det er en ny begyndelse. Jeg ved, at min kone elsker mig, og hun ved, hvor meget jeg elsker hende. Jeg er så spændt på, hvad fremtiden bringer, siger Ozzy Osbourne til avisen.

Ozzy Osborne indtager sommerens metalfestival

Hemmelig ceremoni

Ifølge musikeren var ceremonien så hemmelig, at end ikke deres tre fælles børn vidste af det.

Sidste år var parret ude i en turbulent periode og et barskt brud, og derfor er de fornyede ægteskabsløfter en ny start.

I august 2016 oplyste Ozzy Osbourne i en erklæring ifølge Rolling Stone Magazine, at han havde søgt behandling for sit begær for andre kvinder.

– Over de seneste seks år har jeg kæmpet med sexafhængighed. Jeg er forfærdet over, hvad min adfærd har gjort ved min familie, sagde han i erklæringen.

Kendispar vil forny løfterne efter kærlighedsknas

– Jeg takker Gud for, at min fantastiske kone, Sharon, er ved min side til at støtte mig, lød det fra Ozzy Osbourne.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu