Historien om det originale Shu-Bi-Dua

Vi kender de populære sange fra Shu-Bi-Dua – lige fra ’Fed Rock’ over ’Vuffelivov’ og ’Den Røde Tråd’ til ’Sexchikane’.

Og vi er på kælenavn med ’Bonden’, Hardinger og de andre bandmedlemmer i Shu-Bi-Dua.

Få kender dog sandheden om den konflikt, der i 1980 halverede orkestret og efterlod et åbent sår, som aldrig helede.

I en ny, ærlig dokumentarfilm fortæller bandets originale medlemmer om dengang, strammerne fyrede slapperne.

Danmarks bedst sælgende orkester nogensinde

Shu-bi-dua er det bedst sælgende orkester i Danmarkshistorien, og måske den mest folkekære danske popgruppe nogensinde.

Siden debuten i 1973 har Shu-Bi-Dua solgt over seks millioner plader og defineret lydsporet til danskernes klassefester, konfirmationer og kobberbryllupper i mere end fem årtier.

Bandet blev dannet, nærmest som en tilfældighed, af seks venner fra whiskybæltet i forbindelse med en satireoptagelse til Danmarks Radio.

De første pladers ’undersættelser’ af populære hits som ’Jailhouse Rock’ (’Fed rock’), ’Twist and shout’ (’Stærk tobak’) og ’Killing Me Softly’ (’Kylling med soft ice’) satte scenen for en æra af fest, farver og uhøjtidelig sangskrivning.

Det førte vennerne fra succes til succes.

Det originale Shu-Bi-Dua fandt sin styrke i et fællesskab med store forskelligheder, masser af humor og en charmerende drengerøvskultur, der tog hele Danmark med storm.

Succes blev forpligtende for Shu-Bi-Dua

Men med årene blev succesen mere forpligtende, og der kom en større alvor i foretagendet.

Det skabte en indre uro i Shu-Bi-Dua, hvor slapperne ville holde fast i de tidlige års løsslupne kollektivisme, mens strammerne ville tage musikken i en mere seriøs retning.

Fronterne blev trukket op, og konflikterne spidsede til ved overgangen fra 1970’erne til 80’erne.

Nu skulle ballerne strammes

I den åbenhjertige dokumentarfilm ’Fluer i Kødbyen’ tegner centrale medlemmer af Shu-Bi-Dua et billede af det originale orkesters indre styrker og konflikter.

Her fortæller blandt andre trommeslager Bosse Hall Christensen om de første sjove – rigtig sjove – år i bandet.

Han taler åbent ud om sit eskalerende alkoholmisbrug, der var en afgørende faktor til, at han sammen med keyboardspiller Jens Tage Nielsen og bassist Kim Daugaard i 1980 blev smidt ud af bandet.

Et telefonopkald, og så var de ude af Shu-Bi-Dua.

Ny kerne blev Hardinger/Bundesen

Det nye orkester havde Michael Hardinger og Michael Bundesen som kerne.

Shu-Bi-Dua blev med førstnævntes ord mere som et firma, der besluttede sig for ”at lave noget musik og tage ud at spille”.

Nu skulle ballerne strammes, og der skulle arbejdes med faste mødetider, udgivelsesfrekvenser og pladeturnéer.

Det var blevet en alvorlig sag at lave popmusik til folket.

Kim Daugaard blev ret hurtigt taget til nåde og genindtrådte i bandet.

Men Bosse Hall og Jens Tage var definitivt ude efter en regulær fyringsrunde, der i sin professionelle kølighed stod i skarp kontrast til den joviale løssluppenhed og skæve humor, som de to havde bidraget med i Shu-Bi-Duas første årti.

Slut med absurde sange

Uden Bosse og Tage kom der ikke flere absurde sange som ’Fluer i Kødbyen’ og ’Nam-Nam’ eller saftige tekstlinjer som ”sikke’n dulle, sikke’n balle, sikke’n numsehul!”.

Som guitarist Claus Asmussen siger det i dokumentaren:

”Den sjoveste, der var tilbage, det var mig. Og jeg var ikke så skide sjov.”

Succesen fortsatte nogen tid endnu for Shu-Bi-Dua, men kollektivet, magien og morskaben var væk.

Shu-Bi-Dua har ikke været aktive siden 2011, hvor Michael Bundesen fik en blodprop. I 2013 modtog orkestret Danish Music Awards Ærespris. Den 25. september 2015 fik Shu-Bi-Dua urpremiere på Fredericia Teater med Shu-Bi-Dua – The Musical.

Historien om Shu-Bi-Dua og det store uskyldstab rulles ud i dokumentaren ’Fluer i Kødbyen’, der sendes lørdag den 12. november klokken 20 på DR 2.