Sigurd Barret fejrer jubilæum i Randers

onsdag d. 12. august 2015 kl: 6. 50 Af: Anne Mejdahl Daugbjerg
 
Sigurd Barret og hans Bjørnetrio fejrer 15 års jubilæum den 13. august. Pressefoto

Sigurd Barret og hans Bjørnetrio fejrer 15 års jubilæum den 13. august. Pressefoto

Det er 15 år siden, at Sigurd Barret debuterede sin Bjørnetrio. Det fejrer han under festugen i Randers den. 13. august

Ud af det populære TV-børneprogram ’Sigurds Bjørnetime’ på DR1 opstod ’Sigurds Bjørnetrio’ for 15 år siden. Det er gennem årene blevet til mere end 2000 koncerter og et bagkatalog så stort, at det værdigt kan sammenlignes med for eksempel Thomas Helmigs. 15 års jubilæet vil Sigurd Barrett fejre, torsdag den 13. august, i Randers Ugen.

Jubilæumskoncerten for ’Sigurds Bjørnetrio’ holdes på Skovbakken og bliver et tilbageblik på de ufatteligt mange sange, der er et produkt af det populære ’Bjørnetime’ program. Desuden dykker Sigurd Barrett ned i det store bagkatalog fra de mange cd-udgivelser som ’Sigurds Bjørnetrio’ har udgivet i de sidste 15 år. Der vil helt sikkert også komme smagsprøver på nogle af Sigurds egne udgivelser, såsom ’Sigurds ABC’, Sigurds Verdensatlas’, samt de helt nye udgivelser ’Sigurd fortæller om de Nordiske guder’ og ’Sigurd fortæller om de græske guder’.

At Sigurd Barrett fejrer jubilæet i Randers er ingen tilfældighed. ’Sigurds Bjørnetrio’ har tidligere år kunne tiltrække mere end 1000 koncertgængere ved Randers Ugen, og efterhånden er det blevet en stolt tradition at Bjørnetrioen spiller til den randrusianske festuge.

– Jeg føler mig meget knyttet til byen og er kommet der langt tid før Bjørnetrioen. Så det lægger mit hjerte meget nært, når jeg besøger Randers – også på grund af mine tidligere jobs i byen. Mit allerførste spillejob nogensinde – allerede som 12 årig – var faktisk i Randers,”fortæller Sigurd Barrett, der er opvokset i Viborg.

Har spillet musik hele livet

Den nu 48-årige entertainer spillede klaver første gang som 2-årig og skrev sine første børnesange som 6-årig. Som barn havde han bamsen med navnet ’Bjørnen Bjørn’. Det var dette univers fra sin egen barndom, som Sigurd Barrett bragte til live, da han som en sjov indskydelse begyndte at lave tv. Universet fra barndommen har nu bragt ham rundt på scener rundt i hele landet, og det har vakt glæde hos både store og små.

– Jeg vil først og fremmest gerne give noget substans med min underholdning, det skal være mere end bare underholdning. Det handler om en glæde til musik og om at formidle dens genre. Det handler således for eksempel og at vise, hvad en violin er for en størrelse, hvad en guitar er, og så videre, fortæller Sigurd Barrett.

Sigurd har selv fem børn, som alle har været og er med til at holde ham på dubberne. Det var også, da han selv blev far, at tanken om at synge og underholde børn begyndte.

Sigurd Barrett og hans Bjørnetrio optræder under Randers Ugen, torsdag den 13. august, på Skovbakken fra klokken 17.00 til 18.00.

Del din kommentar

Forsiden lige nu