Slam! Syngende lussing til Blachman
Simon Kvamm beskyldes for at have gjort sig taktiske overvejelser, da han stemte Clara ud i kulden i ’X Factor’
For en uge siden dummede Blachman sig med en uheldig udtalelse i afgørelsen mellem Kristoffer Lundholm og Nambahlou i ’X Factor’-farezonen.
- Jeg kan aldrig nogensinde i show 4 helt overordnet kappe den sidste deltager af en meddommer over for en, der har tre tilbage, sagde han, og smed Simon Kvamms ’anfører’ ud.
Hævnet
Den udtalelse blev hævnet fredag aften, hvor Simon stod for afgørelsen mellem sangkonkurrencens topfavorit Clara overfor Kwamie Livs eneste deltager Nambahlou, der for tredje gang i træk ramte farezonen.
Blachmans deltager blev sendt hjem.
- Min musikalske mavefornemmelse traf afgørelsen, lød det bagefter fra Simon Kvamm til kendte.dk.
Dårligt håndværk
Blachman var lodret uenig, og kaldte valget for ’dårligt håndværk’.
- Det minder om i gamle dage med Remee, hvor det gjaldt om at vinde for enhver pris, sagde den garvede dommer til Kendte.dk, og fortsatte:
- Jeg kommer til at tænke, at Simon har haft taktiske overvejelser, men jeg gider ikke at gå ind i den konspiration.
Overlevede for tredje gang
Faktum er i hvert fald, at Nambahlou overlevede for tredje gang med baggrund i dommer-afgørelser, selvom seernes manglende sms-stemmer for længst har vendt hende ryggen.
Simon Kvamm står således med halvdelen af de tilbageværende deltagere i sin stald, mens Kwamie Liv og Blachman har hver en tilbage her to uger før finalen i Randers.