Skuespillerpar jublede over opkald i supermarked: Så begyndte vildt eventyr

mandag d. 25. juni 2018 kl: 18. 31 Af: Ritzau Fokus

Troels Lyby og Cecilie Stenspil har kørt professionelt parløb siden nytår. Snart bliver de også forældre.

Siden årsskiftet har Troels Lyby og Cecilie Stenspil ikke kun kørt parløb privat.

Dansk skuespillerpar har fået en baby

Også i de to skuespilleres karrierer har der været tale om et professionelt parløb på den anden side af jorden, hvor de i New Zealand har indspillet serien “Straight Forward”, der er en produktion med danske og newzealandske kræfter.

Resultatet får seerne først lov til at smage på næste år, men 51-årige Troels Lyby er glad for de mange måneders optagelser syd for ækvator.

– Det har været en af de sjældne gange i den her branche, hvor timingen har passet, hvor vi begge fik jobbet, og hvor vi begge kunne, så det er sådan et sjældent held.

– Vi er også ret glade for at tale med hinanden om vores fag, så vi har kunnet tale sammen om, hvordan samarbejdet med kollegerne fungerer, hvordan settet fungerer, og hvordan vi har kunnet bidrage på den bedste måde. Så det har været vildt privilegeret at være to afsted sammen, fortæller Troels Lyby, der nu er i Danmark for at indspille nogle af de sidste scener til serien.

Jubel i Inco

“Straight Forward” beskrives som et internationalt svindlerdrama, hvor Silvia Petersen, der spilles af Cecilie Stenspil, må flygte fra Danmark til New Zealand, efter at hun har svindlet en af Danmarks værste forbrydere.

I hælene på hende følger en ærgerrig dansk politibetjent, der spilles af Troels Lyby.

De var begge til casting i efteråret, og da Troels Lyby landede rollen som politibetjenten, ventede de begge spændt.

– Vi stod i Inco og var ved at købe ind til julefrokost, da jeg fik opkaldet om, at jeg havde fået rollen, og så jublede vi bare. Men man kunne først juble rigtigt igennem, da Cecilie også fik rollen, siger Troels Lyby.

Inden da havde de dog aftalt, at Cecilie ville tage med til optagelserne i New Zealand uanset hvad, fortæller Troels Lyby. Men at det blev med en kontrakt i hånden på hovedrollen, var klart det bedste scenarie for hende.

Venter barn

Kort efter ankomsten til New Zealand fandt Troels Lyby og Cecilie Stenspil ud af, at hun venter parrets første fælles barn.

Fødslen er sat til september, og Troels Lyby er fuld af forventning. Han er i forvejen far til to voksne børn på 24 og 26, så han glæder sig til at tage hul på livet som småbørnsfar igen.

– Jeg føler mig helt rolig ved det og er forventningsfuld og glad. Jeg var purung, da min første søn blev født, og der var jeg fuld af spørgsmål om, hvordan man gjorde alting, men allerede ved nummer to finder man ud af, at man kan tage det mere roligt, siger Troels Lyby.

Særlig stolt er han af Cecilie Stenspil.

– Hun har knoklet som en hest og har samtidig båret rundt på og bygget en baby, det er ret imponerende. Jeg er fuld af beundring, siger han.

Cecilie Stenspil med i ny serie: Én scene kunne hun ikke gennemføre

“Straight Forward” får premiere næste år. Serien udkommer i otte afsnit og er en Viaplay Original-serie.

Med på rollelisten er også Vibeke Hastrup og Marie Boda samt en lang række newzealandske skuespillere.

Del din kommentar

Forsiden lige nu