Søren Huss i Toppen af poppen: -Der skulle gå nogle år

søndag d. 24. september 2017 kl: 10. 19 Af: Ritzau Fokus

Han er før blevet spurgt om han ville være med i "Toppen af poppen", men først nu følte Søren Huss sig klar.

I starten af årtusindskiftet sang Saybia med forsanger Søren Huss i front sig ind på den danske og internationale musikscene med hits som “The Second You Sleep” og “I Surrender”.

I søndagens udgave af “Toppen af poppen”, hvor musikere fortolker hinandens numre, er det Søren Huss og hans musik, der er i centrum.

Men selv om den 42-årige artist er blevet spurgt før, er han først klar nu.

Burhan G i Toppen af poppen: -Musikken blev min redning

– Jeg skulle have noget mere solomusik på mit repertoire, og jeg skulle have noget afstand fra den historie, som jeg vidste, de ville være interesserede i at tale om. Derfor gik der nogle år, før jeg sagde ja, fortæller han.

Søren Huss’ kæreste dræbt i trafikulykke

I december 2007 blev Søren Huss’ kæreste dræbt i en højresvingsulykke, mens parrets lille datter overlevede.

Tre år efter tragedien udgav Søren Huss sin dansksprogede solodebut, “Troen & Ingen”, hvor han reflekterede over alt det, den havde bragt med sig, men med tiden er sangene blevet netop det: sange.

– Jeg har ikke den forbindelse til sangene, som jeg havde dengang, jeg skrev dem. De repræsenterer ikke længere det samme for mig, siger han.

Søren Huss deltager i denne sæson af programmet sammen med Karl William, Aura, Caroline Henderson, Burhan G., Dorthe Gerlach og Michael Falch.

Huss overvældet

Egentligt var hans fokus på de andres musik, og derfor blev han en smule overvældet over at være i centrum i programmet.

– Det var helt nyt for mig at have kameraer omkring mig, og det skal man lige vænne sig til. Jeg havde slet ikke forberedt mig på det mentalt. Jeg elsker at skrive og spille musik, men det var først dagen før, det gik op for mig, at jeg skulle være vært og snakke, siger han.

I søndagens program fortæller flere af de øvrige musikere i “Toppen af poppen” om deres personlige forhold til Søren Huss og hans musik.

Og det rør hovedpersonen dybt at høre både deres fortællinger, men også deres fortolkninger af hans sange.

– De havde alle gjort sig umage og lavet nogle smukke versioner. Jeg kunne mærke, at jeg blev lidt stolt af at have skrevet de sange. At de også fungerer ud af andres munde. Det er der et kvalitetsstempel i, siger musikeren, som er aktuel med et nyt album den 17. november.

“Toppen af poppen” sendes søndag klokken 20 på TV2.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu