Søren Malling havde ikke svært ved at sige ja til nyt eventyr

lørdag d. 9. juni 2018 kl: 17. 01 Af: Ritzau Fokus
Søren Malling
Når Søren Malling ikke spiller skuespil, holder han af at skyde lerduer. Foto: Scanpix.

Når telefonen ringer, er det ofte et jobtilbud i den anden ende. Søren Malling har arbejdet sig til tops.

Det har aldrig været drømmen om Hollywood og de store internationale filmsets, der har drevet Søren Malling.

Men gradvist har døren åbnet sig, og nu står den pivåben.

Jakob Oftebro: -Søren Malling er lidt som en far for mig

54-årige Søren Malling har i år medvirket i de internationale produktioner “Redbad” og “Keepers”, og fredag har han premiere på Viaplay-produktionen “Rig 45”, der har samlet skandinaviske og britiske kræfter i et mørkt thrillerbrag.

Selv om han trives med at arbejde i Danmark, holder af de danske filmsets og den danske arbejdsmoral, så er det også eksotisk at se sig om ude i verden, fortæller han.

– Det er et lille eventyr hver gang, man rykker sine teltpæle op for en stund. Det er altid skønt at rejse rundt og tage flyveren i stedet for at tage sin cykel til Ørestad.

Hvem gjorde det?

Det var også en af grundene til, at han ikke skulle bruge mange minutter på at tænke sig om, da han sad med pitchen for “Rig 45” i hænderne.

– Jeg tænkte, at det her gad jeg godt af den meget simple årsag, at jeg elsker thrillere. Overskriften er: “Hvem gjorde det?”, og det tiltalte mig.

– Samtidig kan jeg godt lide at arbejde med nogle mennesker, som jeg godt kan lide. Jeg kender Jakob Oftebro og David Dencik (som også spiller med i serien, red.) rigtig godt og har arbejdet meget sammen med dem, så vi tre tænkte ligesom: “Skal vi tage til Irland i tre måneder og være en del af en international produktion? Why not? Let’s have fucking fun”, fortæller Søren Malling.

Mordsag på fremmed lokation

I serien spiller han piloten Jens, der flyver tilsynskvinden Andrea, spillet af Catherine Walker, til en isoleret olieboreplatform i Nordsøen.

Hun skal undersøge en dødsulykke sket om bord på platformen, men da en orkan rammer, og muligheden for at forlade olieboreplatformen forsvinder, opdager besætningen, at dødsfaldet ikke er en ulykke, men i stedet et mord.

De mange nye roller har betydet, at Søren Malling for et halvt år siden engagerede sig med en agent. Vedkommende skal være med til at åbne døren til internationale roller yderligere.

Og selv om han tidligere har været lidt loren ved agenter, har han også accepteret, at spillereglerne er nogle andre i udlandet.

– I Danmark ringer en arbejdsgiver ofte direkte til en skuespiller. Det gør man bare ikke i England og USA. Der går det gennem et bureau. Det er spillets regler.

– Jeg har haft det lidt svært med agenter i mange år – specielt i Danmark. Men i forhold til udlandet er jeg nødt til at overgive mig. Han har også mulighed for at åbne nogle døre. Det kan jeg ikke gøre alene. Men i sidste ende har jeg vetoret. Der er ingen, der sælger mig, uden jeg ved det, siger Søren Malling grinende.

Skal lave mere væk fra Danmark

Samarbejdet har båret frugt, kan han fortælle. Faktisk er der ikke nogen danske projekter i udsigt lige foreløbigt.

Derimod står den lige i øjeblikket på et islandsk projekt, der er solgt til streaminggiganten Netflix, og et andet internationalt job, som han endnu ikke må sige noget om.

Søren Malling har for alvor udvidet sin arbejdsradius.

– Jeg er glad. Jeg synes, jeg laver noget, der er interessant, og jeg siger også nej til det, jeg synes, er knap på interessant. Det er jo et kæmpe privilegium.

– Jeg har aldrig været gearet af, at jeg bare skal til Hollywood og have en fest, men hvis det skulle ske, siger jeg da ja tak, hvorfor ikke?

Har nok at lave

Ifølge ham selv er det nu, han høster frugterne af mange års slid. Tilbuddene kommer i en lind strøm, og det er han taknemmelig for.

– Substansen af det jeg kan, er forhåbentlig det, folk gerne vil have. Det er da et kæmpe privilegium, at det ikke er mig, der skal ringe 40 gange, men at andre ringer til mig tre gange, og så har jeg fuld beskæftigelse.

– Men det er også på baggrund af hårdt slid. Jeg har brugt mange år på det, så et eller andet sted synes jeg også, det er velfortjent. Det er fantastisk at være skuespiller, men det har også sine omkostninger i den forstand, at der er mange mennesker, som har en holdning til en. Det skal jeg vælge at leve med, forklarer Søren Malling og tilføjer:

– Men jeg er heller ikke bleg for at sige, at om fem år kan det være, jeg ikke har et eneste job.

Søren Malling i hovedrollen i ny thriller

“Rig 45” fik premiere fredag den 8. juni på Viaplay.

Med på rollelisten er blandt andre også David Dencik, Jakob Oftebro, Gary Lewis og Catherine Walker.

Del din kommentar

Forsiden lige nu