Sofie Linde til Zulu Awards: -Jeg håber på veer

torsdag d. 1. februar 2018 kl: 7. 00 Af: Ritzau Fokus
Sofie Linde kan gå i fødsel når som helst
Sofie Linde og Joakim Ingversen giftede sig i december 2017. Foto: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen (Arkivfoto)

X Factor-værtinden kan føde sin og Joakim Ingversens lille datter når som helst, og det glæder hun sig til.

Det er lige oppe over for Sofie Linde, som venter sit og Joakim Ingversens første barn.

Derfor var den højgravide DR-profil også i tvivl, om hun skulle tage til årets Zulu Awards onsdag aften, hvor hun vandt trofæet som årets tv-vært.

– Men så vejer man det op. Hvad er det værste, der kan ske? Det er, at man går i fødsel, og det vil jeg super gerne. Jeg er super utålmodig – det er det værste, jeg nogensinde har været igennem, siger Sofie Linde om sin graviditet.

– Jeg synes, Zulu Awards er den største pris, og oprigtigt havde jeg ikke regnet med det. Det eneste, jeg havde regnet med, jeg måske kunne få ud af Zulu Awards, var veer og en hyggelig aften. Jeg tænkte, det kunne skubbe et eller andet i gang, men denne her oplevelse er helt ude af kroppen, lyder det fra hende.

Kan gå i fødsel når som helst

Ifølge X Factor-værtinden kan hun gå i fødsel når som helst, og derfor skal sejren og statuetten fejres med fødderne op.

Joakim Ingversen og Sofie Linde: -Vi er blevet virkelig kedelige

– Jeg må spise to mælkesnitter i aften. Når de andre tager til efterfest, tager jeg hjem og ser et afsnit af “Årgang 0”, siger hun og fortsætter:

– Det er meget syret, når man står mellem ølbonger og virkelig stive mennesker. Jeg har siddet med Petra Nagel (DR-vært, red.), som også er gravid, så vi har kigget over på alle dem, der ryger cigaretter og drikker drinks.

Regner med at være klar til liveshows

Sofie Linde står for tredje gang i spidsen for “X Factor” og regner med at blive klar til den allersidste omgang af programmet på DR.

– Det er planen, men lige nu tænker jeg ikke på andet end at føde. Så må liveshows komme bagefter.

Sofie Linde udgiver personlig dagbog

Sofie Linde og Joakim Ingversen, der giftede sig i december 2017, annoncerede graviditeten i sommer.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu