Spandau Ballet giver koncert i Danmark

fredag d. 8. maj 2015 kl: 20. 00 Af: Elo Christoffersen
 
Spandau Ballet giver koncert i Odense. Det bliver den eneste koncert i Danmark. Pressefoto.

Spandau Ballet giver koncert i Odense. Det bliver den eneste koncert i Danmark. Pressefoto.

De britiske legender fra Spandau Ballet kommer til Odense. Her giver bandet koncert i Den Fynske Landsbys unikke rammer og vækker minder om 80’ernes klassiske poplyd.

Hits som “True” og “Gold” er bare nogle af de titler, der hænger uløseligt sammen med London-bandet, der for alvor brød igennem i den første halvdel af 80’erne. Nu er de tilbage med nyt materiale og en ny turné, der bringer dem til Odense som det eneste sted i Danmark.

– Vi glæder os helt sindssygt over, at vi har tiltrukket et band af Spandau Ballets kaliber. Mange bands bliver gendannet efter en årrække for at turnere med deres store hits, men Spandau Ballet har valgt at give deres klassiske hits nyt liv og viser sig som et band med en ligeså stor kunstnerisk integritet, som da de brød igennem i starten af 80’erne. Jeg tror, det bliver en oplevelse, man ikke vil glemme, når Spandau Ballet går på scenen i Den Fynske Landsby, siger Hans Thomsen fra JVB Concerts.

Opløst i 1990

Spandau Ballet blev egentlig opløst i 1990, men for alle romantiske nostalgikere var det en fantastisk nyhed, da bandet i 2009 offentliggjorde, at de igen havde fundet sammen og tilmed havde et nyt album klar, “Once More”.

Albummet bød på genindspilninger af deres store hits samt et par helt nye kompositioner. I år har bandet udsendt et Greatest Hits-album, “The Story, The Very Best of Spandau Ballet”, og igen tilføjet en lille samling af helt nye sange.

Genremæssigt vil man i dag primært betegne Spandau Ballet som popmusik, men i 80’erne var bandet en del af den banebrydende ‘new wave’-genre, der havde sin egen niche, som Spandau Ballet var foregangsmænd i – nemlig ‘new romantics’.

Med flere end 25 millioner solgte albums taler tallene deres eget tydelige sprog, og de koncerter, bandet har givet siden gendannelsen, har fået musikeksperterne til at fastslå, at der ikke blot er tale om et gammelt band, der skal have de sidste mønter ud af anstrengelserne.

Spandau Ballet er fortsat et band med en lyd og et udtryk, der berettiger dem til masser af respekt for såvel tidligere tiders bedrifter og for den aktuelle storform, bandet siges at være i.

Koncerten finder sted den 5. september klokken 20 i Den Fynske Landsby. Billetsalget kan købes hos livenation.dk og billetnet.dk.

Del din kommentar

Forsiden lige nu