Spanien gør klar til at skifte konge

onsdag d. 4. juni 2014 kl: 10. 48 Af: Ritzau Fokus
 

Kong Juan Carlos har været konge siden 1975.

Kong Juan Carlos har været konge siden 1975. Foto: Daniel Ochoa de Olza/AP

Regeringen i Madrid har vedtaget lovgivningen for det forestående tronskifte. Nu er det op til parlamentet.

Embedsmændene i den spanske centraladministration har formuleret det juridiske grundlag for det kommende skifte på tronen i Madrid, så nu begynder tiden med kong Juan Carlos som Spaniens monark for alvor at lakke mod enden.

Spanien gør klar til at skifte konge

Den 76-årige konge meddelte i mandags overraskende, at han abdicerer.

Imidlertid er den spanske lovgivning ikke skruet sammen til at håndtere sådan en situation.

Det var noget andet, hvis kongen forlod tronen af naturlige årsager, altså ved dødsfald. Så ville hans søn, kronprins Felipe, uden videre overtage tronen.

Sådan går det ikke, så nu har regeringen vedtaget den grundlæggende lovgivning, der baner vejen for, at kongen kan abdicere, mens hans søn tager over.

Parlamentsformand Jesus Posada siger, at lovforslagene nu er sendt til parlamentet. Her behandles de den 11. juni, hvorefter de sendes videre til overhuset, Senatet, hvor de skal vedtages endeligt.

De internationale nyhedsbureauer skriver, at solide flertal i de to kamre vil stemme den nye lovgivning hjem.

Det hele ventes at være på plads den 18. juni, siger parlamentsformanden.

Ifølge avisen El Pais vil kroningen af kronprins Felipe også ske denne dag, selv om datoen for tronskiftet ifølge parlamentsformanden endnu ikke er fastsat.

I øvrigt skriver avisen, at de nye lovforslag ikke fastsætter den afgående monarks juridiske status efter tronskiftet.

Det betyder, skriver El Pais, at den til den tid tidligere kong Juan Carlos ikke vil have juridisk immunitet ved domstolene, idet denne status kun er forbeholdt landets monark.

Kong Juan Carlos har været konge siden 1975. Han har tidligere været meget populær, men i de senere år synes det som om, at han er kommet mere og mere ud af trit med befolkningen, der har hårde tider på grund af den økonomiske krise.

Den spanske konge abdicerer

Blandt andet er han blevet kritiseret for at have brugt penge på elefantsafari i Botswana, mens krisen rasede i Spanien, og hans familie er også viklet ind i en korruptionsskandale.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu