Dansk håndboldstjerne vender hjem
Den danske landsholdsspiller har fået en femårig kontrakt hos Bjerringbro-Silkeborg
Endnu en stor håndboldprofil vender hjem til Danmark næste år.
Rasmus Lauge har således skrevet under på en kontrakt, der betyder, at han fra sommeren 2023 og fem år frem skal tørne ud for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Rasmus Lauge følger dermed i fodsporene på sine landsholdskolleger Mikkel Hansen og Niklas Landin, som også vender hjem fra udlandet inden for det næste halvandet år.
Tager til Aalborg
Både Hansen og Landin tager en tand længere nordpå end Lauge.
De skal begge til Aalborg og kommer hjem henholdsvis til sommer og næste sommer.
Og netop Aalborg, som er ved at bygge et skræmmende mandskab op, skal have kamp til stregen, når Lauge kommer til Bjerringbro-Silkeborg.
- Jeg kommer ikke tilbage for at ligge på den lade side. Vi skal have BSH til at være førsteudfordrer til Aalborg og forhåbentlig skabe et hold, der kan vippe dem af pinden, siger Lauge.
Rasmus Lauge spiller lige nu i ungarske Veszprem.