Eriksen ved hvorfor han kollapsede
Christian Eriksen ved, hvorfor han kollapsede under EM, men ønsker ikke at dele hvorfor
Lægerne har fundet ud af, hvorfor Christian Eriksen fik hjertestop og kollapsede under EM-kampen mod Finland 12. juni sidste år, men den danske landsholdsstjerne ønsker ikke at dele oplysningerne med offentligheden.
Det siger Eriksen forud for sin første træning med landsholdet i mere end ni måneder.
- Jeg tænker ikke på, hvad der gik galt, for jeg går ud fra, at det ikke går galt igen. Men jeg ved godt, hvad der var årsagen, men det betyder ikke noget nu.
Hvorfor mig
- Alle lys er grønne, alt er fint og clearet, og jeg er blevet testet i hoved og røv. Så nu holder jeg fuld fokus på fremtiden, siger Christian Eriksen i landsholdslejren i Marbella.
- Det er en del af historien, og det er en del af mig. Jeg tænker mest på, hvorfor det lige skete for mig, men jeg er også kommet videre, både som fodboldspiller og som familiefar. Jeg tror, at det er en god ting at have med i bagagen, og folk glemmer det jo ikke.
Husker det hele
Christian Eriksen fik hjertemassage og blev genoplivet på banen i Parken. Siden fik han indopereret en hjertestarter.
- Jeg kan huske alt undtagen de fem minutter, hvor jeg lå på jorden. Ellers husker jeg det hele, siger Eriksen.
Han er taknemmelig for alle de positive tilkendegivelser, han har modtaget siden kollapset.
Fik stor opbakning
- Jeg har været meget glad for alle de beskeder, gaver og blomster, jeg har fået, og når folk har hilst på mig på gaden eller sendt en email. Jeg har været glad for støtten fra hele verden.
- Egentlig vil man jo ikke have, at sådan noget skidt sker, men jeg har mærket stor opbakning fra folk, siger Eriksen.
I minutterne efter hændelsen kunne hele verden følge med i, hvordan Simon Kjær og Kasper Schmeichel var med til at trøste Eriksens partner, Sabrina Kvist Jensen.
Håndteret som familie
Fynboen ved ikke, om hun kommer til at være til stede på tirsdag i Parken, hvor Eriksen ventes at komme i aktion for landsholdet.
- Vi skal håndtere det her som familie, og hun skal også håndtere det på sin måde og bestemme sig for, om hun har lyst til at komme derind, eller hvad hun vil. Hun skal vælge, hvad hun synes, der er bedst, og den beslutning støtter jeg hende i, siger fodboldspilleren.
Løber udenom
Landsholdet skal ikke træne i Parken inden tirsdagens kamp mod Serbien, men måske tager Eriksen derind inden, fortæller han.
Han har også en ironisk distance til lige præcis det sted på banen, hvor han faldt om for øjnene af tv-seere verden over.
- Jeg undgår lige præcis det område, så jeg ikke bliver nervøs, jeg løber kun udenom, joker Eriksen.
- Det bliver specielt at komme ind i Parken, men jeg tænker ikke så meget det specifikke område på banen. Jeg er positivt indstillet, og jeg glæder mig.
- Det gør ikke noget, at der er en landskamp inden (lørdag i Amsterdam, red.), så folk kan se på tv, at det hele går fint. Så er folk mere rolige, siger Eriksen.