Jannick Green er smittet

Jannick Green er en smule chokeret, efter at han mandag er blevet testet positiv for coronavirus

Udgivet Opdateret

Der er mindre end to uger til EM i herrehåndbold, og nu er der opstået tvivl om Jannick Greens deltagelse.

Den erfarne målvogter er således blevet smittet med coronavirus, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside mandag eftermiddag.

Jannick Green er derfor blevet isoleret i landsholdets lejr, hvor spillerne lige nu forbereder sig til to testkampe mod Norge senere i denne uge og EM, som for Danmarks vedkommende starter 13. januar.

Følger anvisninger

- Jeg er først og fremmest ked af det på Jannicks vegne. Jannick er selv utrolig ked af det og en smule chokeret, hvilket vi naturligt kan forstå, siger DHF's sportschef, Morten Henriksen.

- I landsholdstruppen er vi underlagt en meget streng hygiejneprotokol, som skal forsøge at forhindre, at der opstår coronasmitte. Den protokol kan vi skrue op og ned for, og derfor øger vi nu også testkapaciteten.

- Jannick er blevet isoleret og ellers følger vi myndighedernes anvisninger, siger Morten Henriksen.

DHF oplyser, at det er uvist, hvilke konsekvenser det positive testsvar får for Jannick Greens deltagelse ved EM.

JANNICK GREEN

Jannick Green Krejberg (født 29. september 1988 i Lemvig) er en dansk håndboldmålmand, der spiller i SC Magdeburg.

Fra 2008-2011 målmand i Aab Håndbold. Fra 2011 målmand i Bjerringbro-Silkeborg. Spiller fra sommer 2014 i den tyske klub SC Magdeburg. I 2022 begynder han at spille for Paris Saint-Germain.

Har spillet på Y-landsholdet og U21-landsholdet og har foreløbig 123 A-landskampe for Danmark.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS