Nu er Lisa i semifinalen

Verdensetteren i taekwondo Lisa Kjær Gjessing besejrede i nat egypter i kvartfinale ved para-OL

Lisa Kjær Gjessing blev i 2019 kåret som årets para-atlet. (Arkivfoto)
Lisa Kjær Gjessing blev i 2019 kåret som årets para-atlet. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Den danske taekwondokæmper Lisa Kjær Gjessing er klar til semifinalen ved de paralympiske lege i Tokyo.

Natten til fredag dansk tid besejrede danskeren således egyptiske Salma Abohegazy uden de store problemer i kvartfinalen i kvindernes K44-klasse under 58 kilo.

Den danske verdensetter blev før para-OL udråbt som et af de allerbedste bud på en dansk medalje af Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Derfor kommer det heller ikke som den store overraskelse, at hun nu er videre ved legene.

43-årige Lisa Kjær Gjessing har ligget nummer et på verdensranglisten siden 2017.

Hun har i løbet af sin karriere vundet både EM og VM fire gange, men har aldrig før deltaget ved de paralympiske lege, da taekwondo først kom på programmet i år.

Underarm amputeret

Fra 2000 til 2004 var Lisa Kjær Gjessing på landsholdet og lagde egentlig taekwondokarrieren bag sig herefter.

Men et kræftforløb betød, at halvdelen af hendes venstre underarm blev amputeret.

Otte år efter karrierestoppet genfandt hun lysten til taekwondo, der blev en slags terapi for hende.

Det sagde hun til Ritzau forud for legene.

Lisa Kjær Gjessing skal i kamp igen senere torsdag dansk tid, når hun møder brasilianske Silvana Fernandes i semifinalen.

Her skal de 25 danskere i aktion ved PL

* Peter Rosenmeier, bordtennis: Spiller sin første af tre indledende kampe 25. august. Herefter venter kvartfinale 27. august samt semifinale og finale 28. august, hvis han kvalificerer sig.

* Landsholdet (12 atleter), kørestolsrugby: Spiller første af tre indledende kampe 25. august. Herefter venter semifinale eller placeringskamp 28. august og finale eller bronzekamp 29. august, hvis holdet kvalificerer sig.

* Katrine Kristensen, individuel dressur: Skal i aktion 26. august. Kan herfra kvalificere sig til konkurrencen i freestyle 30. august.

* Susanne Sunesen, individuel dressur: Skal i aktion 26. august. Kan herfra kvalificere sig til konkurrencen i freestyle 30. august.

* Tobias Thorning Jørgensen, individuel dressur: Skal i aktion 27. august. Kan herfra kvalificere sig til konkurrencen i freestyle 30. august.

* Caroline Cecilie Nielsen, individuel dressur: Skal i aktion 27. august. Kan herfra kvalificere sig til konkurrencen i freestyle 30. august.

* Christian Lykkeby Olsen, 1500-meterløb: Skal løbe finale 28. august.

* Daniel Wagner, længdespring og 100-meterløb: Skal i aktion i finalen i længdespring 28. august. Skal løbe indledende heat i 100-meterløb 29. august og finale 30. august, hvis han kvalificerer sig.

* Landsholdet (fire atleter), dressur for hold: Skal i aktion 28. og 29. august.

* Amalie Østergaard Vinther, svømning: Svømmer indledende heat og eventuelt finale i 200 meter medley 28. august. Svømmer finale i 400 meter fri 31. august. Svømmer indledende heat og eventuelt finale i 50 meter fri 1. september. Svømmer indledende heat og eventuelt finale i 100 meter bryst 1. september.

* Kristel Høj Walther, diskoskast: Skal i aktion i finalen 29. august.

* Kim Klüver Christiansen, cykling: Kører enkeltstart 31. august og linjeløb 1. september.

* Cathrine Rosengren, badminton: Spiller første af tre gruppekampe 1. september. Herefter venter en kvartfinale 3. september og semifinale samt finale eller bronzekamp 4. september, hvis hun kvalificerer sig.

* Bjørk Kjellman Nørremark, længdespring: Skal i aktion i finalen 3. september.

* Lisa Kjær Gjessing, taekwondo: Skal i aktion i ottendedelsfinalen 3. september. Herefter venter kvartfinale, semifinale og finale eller bronzekamp 3. september, hvis hun kvalificerer sig.

Kilde: Danmarks Idrætsforbund
Powered by Labrador CMS