Sportslegende druknet efter svømmetur med vennerne: Blev 35 år gammel

mandag d. 16. juli 2018 kl: 10. 12 Af: Nicklas Skyum Clausen
Flag paa halv colourbox_EDIT

Den tidligere NHL-stjerne, målmanden Ray Emery, er omkommet i en drukneulykke i en alder af kun 35 år

Den tidligere Stanley Cup-vinder i NHL, målmandslegenden Ray Emery, er druknet efter en svømmetur med vennerne i Hamilton, Canada søndag morgen.

Det skriver en række amerikanske og canadiske medier, blandt andet USA Today.

Emery, der stoppede sin aktive karriere i 2015, vandt i 2013 ishockeyens svar på Super Bowl, Stanley Cup, med sit hold Chicago Blackhawks. Han blev kun 35 år gammel.

Politiet i Hamilton bekræfter på Twitter, at de har fundet Ray Emery død i vandet. De skriver, at han klokken seks søndag morgen blev fundet nær, hvor han sidst blev set.


Huskes som en frygtløs målmand

Gennem sin 11 år lange karriere i NHL nåede Emery at repræsentere Ottawa Senators, Philadelphia Flyers, Anaheim Ducks og Chicago Blackhawks.

Han var kendt som en aggressiv målmand – også uden for isen. Han blev i 2016 arresteret for en række påståede overfald – og var involveret i flere tilfælde af vejvrede.

Men den nordamerikanske ishockeyverden mindes alligevel Ray Emery med glæde. Blandt andet Toronto Maple Leafs’ General Manager, Kyle Dubas:

– Rays smil og intelligens gjorde ham til en dragende person. Man håbede altid på at han udløste sit store potentiale, selv når han gik i gennem sine mange op- og nedture. Mine dybeste kondolencer til hans venner og familie for deres tab. Han vil blive savnet, skriver Dubas i en pressemeddelelse ifølge USA Today.

Del din kommentar

Forsiden lige nu