Kredser om solen: Star Trek-skabers aske sendes ud i rummet

tirsdag d. 25. juni 2013 kl: 17. 44 Af: Ritzau Fokus
 

Star Trek omfatter seks tv-serier, elleve spillefilm, flere hundrede romaner og en lang række computerspil, der alle foregår i det fiktive univers, som Gene Roddenberry skabte. Her et ældre tv-blad med Star Trek på forsiden. Foto: AP Photo/Damian Dovarganes / POLFOTO

Manden bag Star Trek får sit sidste ønske opfyldt, når han i 2014 bliver sendt ud i rummet – som aske.

Mange medier har i den seneste tid kredset om endnu en genopfindelse af den legendariske science fiction-serie Star Trek.

Inden længe kan skaberen af den oprindelige tv-serie, Gene Rodenberry, samt hans kone, Majel Rodenberry, se frem til at kredse om solen.

Det er dog nok ret begrænset, hvad de egentlig får at se, da Gene døde i 1991 – Majel i 2005. Skuespilleren James Doohan, der spillede Scotty i den oprindelige serie, gør de to selskab.

Det er altså ægteparrets aske, der forhåbentlig når i kredsløb i november 2014. Rumfirmaet Celestis, der specialiserer sig i rummindesmærker, står for at sende ægteparrets jordiske rester af sted.

Firmaets talskvind, Pazia Schonfeld, siger følgende til Reuters:

– Det særligt seje ved det her er, at det er et møde mellem science fiction og virkelighed.

Det er ikke første gang, at ægteparrets kremerede dele bryder jordens atmosfære.

Gene Rodenberrys aske var en del af Celestis’ indvielsestur i 1997. En mindre portion af Doohans ditto blev sendt ud mod det ydre rum i en urne for et år siden.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu