Stine Bramsen afslører: Han smeltede mit hjerte

søndag d. 10. juni 2018 kl: 9. 17 Af: Ritzau Fokus
Stine Bramsen
Stine Bramsen er stolt af, at hun endelig har udgivet materiale som solosangerinde. Foto: Scanpix.

Stine Bramsen smed sit skjold, da hun fandt kærligheden. Men det kan også være svært at mærke alting.

Der er tre ting, sangerinden Stine Bramsen mener, har medvirket til, at hun i dag har smidt det skjold, hun i mange år mentalt havde iført sig.

Et skjold, der beskyttede hende og sørgede for, at ingen kom alt for tæt på hverken hende eller hendes følelser.

Den ene ting er ægtemanden Kasper Adsbøll. Da sangerinden Stine Bramsen for alvor overgav sig til kærligheden, skete der nemlig noget.

Egentlig havde hun aldrig rigtig troet på det lykkelige parforhold, men med Kasper, som hun mødte gennem en af sine bandkammerater i Alphabeat, var det bare anderledes.

Den før så kyniske pige, der godt nok havde mange bejlere, men ikke ville slå sig til ro, kunne mærke, at hun blødte op.

– Jeg forelskede mig aldrig i nogen, fordi jeg havde det skjold. Jeg havde set for mange ulykkelige forhold og set for meget utroskab og skænderier til, at jeg havde lyst til at være i et fast forhold, fortæller Stine Bramsen.

– Men da jeg mødte Kasper og storforelskede mig i ham, begyndte mit skjold at ryge ned. Man bliver så forelsket, at man smider al pessimismen, siger sangerinden, der snart kan fejre femårs bryllupsdag.

Sangskrivere har en pligt

Den anden ting er hendes beslutning om at springe ud som soloartist. Fredag udkom hendes andet udspil fra egen hånd, ep’en “Bruised”.

– Det at springe ud som sangskriver har også betydet noget, fordi jeg i mine sange bruger mine egne oplevelser og erfaringer.

Sangerinde: Folk hviskede og pegede på mig på gaden

– Jeg synes, det er min pligt som sangskriver at skrive noget, som folk føler, de kan spejle sig i, så derfor må jeg også bruge mig selv, siger hun.

Alfred og Lasse

Den tredje ting er hendes to børn, Alfred på fire og Lasse på et år. At blive mor har i den grad fået Stine Bramsen til at mærke sig selv.

– Følelserne er bare helt uden på tøjet, når man har fået to børn med en mand, man elsker, siger sangerinden.

Det mærkede hun især tydeligt, da hendes ældste dreng for to år siden faldt ud af et vindue, kort før sangerinden skulle optræde ved en koncert i Svendborg.

– Jeg har stadig ikke lyst til at dele forløbet den dag, og hvem der var hvor, med hele verden, men jeg synes, der er noget stærkt i at dele følelserne. Som der efterfølgende var rigtig mange søde mødre, der skrev til mig, så er det jo en forælders værste mareridt, at der sker en frygtelig ulykke, der gør, at man skal indlægges på intensiv, siger sangerinden.

Det var dog ikke kun opmuntrende hilsner, der tikkede ind. Der kom også beskeder som “Du er en dårlig mor” og “Jeg har mistet al respekt for dig”.

– Ulykken var voldsom nok i sig selv, men efterfølgende skulle vi så også konfronteres med, at det, der føles som hele verden, havde en mening om det og dømte os.

– Jeg havde en følelse af uretfærdighed, og jeg syntes, det var så koldt af de mennesker, der havde brug for at udtrykke kritik af os som forældre, samtidig med at vi havde brug for ro og for at samle os, siger hun.

Den følelse sætter hun ord på i sangen “Don’t Judge Me” på den nye ep.

Danske artister blæst bagover: -De har imponeret os

– Der fungerer musikken som en form for selvterapi. Jeg havde en vrede og en sårbarhed, som jeg havde brug for at få udtrykt i en sang, siger hun.

Ep’en “Bruised” udkom fredag den 1. juni.

Del din kommentar

Forsiden lige nu