Stor turistattraktion skal nu se anderledes ud

mandag d. 18. juni 2018 kl: 7. 12 Af: Peter Koch

Den burde dog stadig være til at kende.

Eiffeltårnet vil se anderledes ud, end de fleste nok forestiller sig, når arbejdet med at terrorsikre den verdenskendte bygning er færdigt engang i juli. Det skriver BBC.

BBC skriver, at et særligt hegn af glas skal omkranse tårnet, et hegn der kommer til at koste godt 35 millioner Euro, mere end 260 millioner danske kroner.

De seneste år er mere end 240 mennesker blevet dræbt i Frankrig i forbindelse med terrorangreb, og det er for at forhindre et angreb ved tårnet, at man har valgt den særlige løsning.

Smukt men sikkert hegn

Murene af glas vil stå foran muren, med 420 blokke af sten foran glasstykkerne, for ekstra sikkerhed, skriver BBC. Siden sommeren 2016 har sikkerheden i området været skærpet, og årsagen til de nye sikkerhedsforanstaltninger er, at man ville have en smukkere løsning end den eksisterende, hvor mere konventionelle hegn har stået mellem tårnet og eventuelle angribere.

Bernard Gaudillère, der er direktør for den forening, der styrer arbejdet ved tårnet, har ifølge BBC sagt, at glashegnet er valgt fordi, man vil gøre området pænere og mere romantisk at se på, inden der i 2024 skal afholdes OL i Paris.

Ifølge BBC forventer man, at op mod syv millioner turister vil besøge tårnet alene i 2018.

Del din kommentar

Forsiden lige nu