Superstolt vinder efter 45 døgn på øde ø: – Vi var alle fem værdige vindere

mandag d. 20. november 2017 kl: 22. 01 Af: Jesper Werge, jw@kendte.dk

Det blev 40-årige Malene Berardino, der med usvigelig sikkerhed først gjorde sin direkte entre i finalen - og siden stak af på overbevisende måde med den halve million kroner.

Den 19. udgave af Robinson Ekspeditionen nåede mandag aften sin afslutning.

Fem deltagere var tilbage – og begyndelsen til enden blev som vanligt den frygtede “planken”, der er et af de faste indslag til ekspeditionen.

Her skulle deltagerne stå på en smal bjælke – eller planke, om man vil – i 20 minutter.

Efter de første 20 minutter skulle deltagerne så bevæge sig en halv meter frem, hvor planken så var en tredjedel smallere.

Trak det længste strå

20 minutter senere rykkede konkurrenterne frem igen – og på det tidspunkt var der bare tre deltagere tilbage.

“Planke-udfordringen” endte med, at de to kvinder stod tilbage – og det blev Malene, der i flot stil trak det længste strå.

Dermed gik hun direkte i finalen, og de fire tilbageværende deltagere skulle så smage på de lokale madvarer.

Først i form af en tyrs genitalier, siden et stykke ko-hjerne og noget griseblod, inden der blev rundet af med levende larver i størrelse ekstra large.

En kvalmende menu

Det var en kvalmende og udfordrende oplevelse – og den endte ud med, at forhåndsfavoritten Endri måtte forlade ekspeditionen.



Nye deltagere søges til Robinson Ekspeditionen

Herefter blev der atter stemt – og det sendte Isabella videre til finalen.

Og Mads og Bjørn måtte så konkurrere mod hinanden på en krævende forhindringsbane, der både gik over og under vandet.

En spektakulær bane

Den del vandt erfarne Bjørn, som herefter skulle mødes ekspeditionens to tilbageværende kvinder i semifinalen.

I den sidste konkurrence handlede det om, at deltagerne skulle gennemføre endnu en spektakulær bane.

Her skulle man følge et reb gennem en række udfordrende forhindringer og tests.

Holdt hovedet helt koldt

Malene formåede at holde hovedet helt koldt.

Deltagerne skulle i en katapult-agtig seance ramme kugler ned i en balje langt væk – kugler som vel at mærke skulle hentes langt væk.

Tre gange skulle kuglerne ramme. Malene var bagud 2-1 mod Camilla – men formåede med to sikre kugler at vende spillet.

Og så var det afgjort: Årets Robinson-vinder er Malene Berardino.



Det handler om æren

– Det er overgår alt, hvad jeg har prøvet, og jeg tror faktisk ikke, at det helt er gået op for mig endnu, fortæller Malene Berardino til Kendte.dk.

Det er som sagt fem måneder siden, at hun kom hjem fra ekspeditionen.

– Det handler ikke så meget om den der halve million kroner. Selvfølgelig er det dejligt, men det er æren og trofæet, der tæller. Det er helt sikkert, understreger hun.

Undervurderede sig selv

Malene Berardino pointerer, at alle fem i finalen ville have været værdige vindere.

– Sådan har jeg det. At jeg vinder, det handler jo også om, at der er snert af held inde over. Og en snert af dygtighed. Samtidig med, at det har lønnet sig at være lidt snu undervejs, erkender hun.

At hun kunne vinde den frygtede “planke” kom bag på hende.

– Jeg havde nok undervurderet min egen balanceevne. Men jeg holdt fokus og var koncentreret. Og jeg sørgede for ikke at ændre taktik. Og det holdt, fortæller Malene Berardino.

Har lært meget af opholdet

Hun har lært en masse af at være deltager på Robinson-ekspeditionen – og hun ville gøre det hele igen, hvis det var.

– Jeg har ændret mig af opholdet derude. Jeg finder mig ikke i så meget mere, men i stedet siger jeg tingene, som de er, understreger hun over for Kendte.dk.

Hun mener selv, at hun både er blevet et mere åbent menneske og en bedre forældre. En person, der hviler mere i sig selv.

Malene Berardino er mor til en datter på snart fem år.

Du kan se alle Robinson-vindere siden 1998 her.

Del din kommentar

Forsiden lige nu