S!vas tog holdet med på Roskilde

fredag d. 1. juli 2016 kl: 16. 23 Af: Ritzau Fokus
roskildefestival2016
- For to år siden, da jeg var her og spille, var det på Apollo. Nu står vi her, fordi I har støttet hele vejen, bekendtgjorde rapperen undervejs i koncerten. Foto: Nils Meilvang/Scanpix.

"Holdet er holdet" er bare en af de fraser, S!vas er kendt for. Fredag tog han en stor del af sine rappervenner med på Roskilde.

For bare to år siden måtte rapperen S!vas nøjes med en placering på den lille Apollo-scene, da han gæstede Roskilde, men da den populære kunstner fredag indtog festivalen, var det på den langt større Arena.

Og det var heldigt, for rapperen, der står bag numre som “Det gode liv” og “D.a.u.d.a”, havde ingen problemer med at fylde Arena-teltet ud.

Kaare Norge på Roskilde Festival: Sådan kom den besynderlige koncert i stand

– For to år siden, da jeg var her og spille, var det på Apollo. Nu står vi her, fordi I har støttet hele vejen, bekendtgjorde rapperen undervejs i koncerten.

S!vas, der har modtaget priser for sit sprog, er kendt for sine fængende fraser – blandt andet “familie før para” (penge, red.) og “holdet er holdet”, der hentyder til, at man skal holde fast i sine ægte venner.

Musikerkolleger optrådte sammen med S!ivas

Det sidste gjorde rapperen i den grad på Roskilde-scenen, hvor han lod en håndfuld af sine musikerkolleger komme og optræde sammen med ham.

Både Benny Jamz, Ukendt Kunstner, Gilli og Kesi lagde vejen forbi på Arena-scenen, der tidligere på ugen har lagt brædder til blandt andet PJ Harvey og Slayer.

Publikumssammensætningen denne fredag eftermiddag vidnede om, at den dansk-iranske rapper appellerer til alle samfundslag og aldersgrupper.

Side om side med dansende teenagepiger stod solbrilleklædte middelaldrende mænd, og selv om S!vas’ tekster er komplekse nok til at vinde sprogpriser, kunne hele teltet synge med på flere af de fængende hits.

Rapper med hård kritik efter alvorlig ulykke på Orange Scene: -Det giver ingen mening

Senere fredag spiller blandt andet Neil Young og M83 på festivalen.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu