Teenage Awards: De unge elsker Lukas og Linde

mandag d. 21. marts 2016 kl: 15. 00 Af: Anne Mejdahl Daugbjerg
 
Sofie Linde er Årets TV-person. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR Presse

Sofie Linde er Årets TV-person. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR Presse

I weekenden løb Danmarks første award-show for teenagere af stablen. Lukas Graham var den største vinder

Danmarks teenagere har fået deres helt eget award-show. Teenage Awards blev uddelt for første gang i weekenden med et hav af optrædende – og selvfølgelig priser.

Vært var Bubber, og de var de unge selv, der nominerede og kårede årets vindere.

Aftenens helt store pris-vinder var Lukas Graham, som både vandt for Årets bedste sang, Årets musikvideo, Årets sanger og Årets forbillede. Det er ikke så svært at forstå, for Lukas Graham går lige sin sejrsgang i resten af verden med seks uger i toppen af de britiske hitlister. Ifølge Se og Hør havde gruppen dog ikke mulighed for at være til stede, så det var Lukas Grahams tidligere “film-far”, Dick Kaysø, der tog imod de mange priser.

Også Mick Øgendahl kunne tage flere priser med hjem. Han vandt for Årets komiker og Årets skuespiller.

Sofie Linde er årets TV-person

Blandt de andre prisvindere var Familien fra Bryggen, som vandt for Årets TV-program.

Desuden blev X Factor-vært Sofie Linde Årets TV-person. Sofie Linde er da også et kendt ansigt for målgruppen. Hun har trods sin unge alder været fast vært på flere af DRs programmer – blandt andet Summer Summarum og Ultra Galla – og så er hun selvfølgelig på skærmen hver fredag for tiden.

Af øvrige vindere kan nævnes Rasmus Brohave som Årets lækreste kendis, Klovn Forever som Årets film og Kirstine Sloth som Årets sociale medie-bruger. Talentprisen gik til Naja Münster.

Del din kommentar

Forsiden lige nu