Paul McCartney: The Beatles genopstår

En ufærdig John Lennon-sang fra 1978 er gjort klar med kunstig intelligens

Offentliggjort Sidst opdateret

Et af de bedst sælgende og mest indflydelsesrige bands i musikhistorien, britiske The Beatles, har tilsyneladende ny musik på trapperne.

Det skriver det britiske medie BBC.

Beatles-frontmanden Paul McCartney har afsløret, at det ved hjælp af kunstig intelligens er lykkedes at færdiggøre "den sidste Beatles-udgivelse".

Paul McCartney kommer med den glædelige besked for Beatles fans.
Paul McCartney kommer med den glædelige besked for Beatles fans.

- Vi har lige færdiggjort den, og den bliver udgivet i år, siger 80-årige McCartney i et radioprogram på BBC's Radio 4.

Ingen titel

Han afslører ikke nogen titel på den ventede udgivelse.

Ifølge BBC er der dog formentlig tale om en ufærdig John Lennon-komposition fra 1978 ved navn "Now And Then". Der har også tidligere - i midten af 1990'erne - været planer om at få færdiggjort sangen.

Paul McCartney (til venstre), John Lennon (i midten) og George Harrison (til højre) under en koncert i KB Hallen i København. (Arkivfoto).
Paul McCartney (til venstre), John Lennon (i midten) og George Harrison (til højre) under en koncert i KB Hallen i København. (Arkivfoto).

Det er nu angiveligt lykkedes takket være kunstig intelligens, der også blev brugt i forbindelse med Beatles-dokumentaren "Get Back".

Frigør Johns stemme

Dokumentaren blev lavet af instruktøren Peter Jackson.

- Han (Jackson, red.) var i stand til at frigøre Johns stemme fra et gammelt, slidt kassettebånd, forklarer Paul McCartney til BBC.

McCartney modtog i 1994 et demobånd fra John Lennons enke, Yoko Ono.

Båndet havde et mærkat, hvor der stod "Til Paul", og det indeholdt blandt andet den ufærdige sang "Now And Then". John Lennon havde lavet båndet, kort før han i 1980 blev skudt og dræbt i New York.

Lykkedes ikke dengang

Båndet indeholdt også de to sange "Free As A Bird" og "Real Love", der blev færdiggjort og udgivet i 1995 og 1996.

Dengang lykkedes det - trods forsøg - ikke at færdiggøre "Now And Then".

- Sangen havde et omkvæd, men det havde stort set ikke nogen vers, har producer Jeff Lynne tidligere forklaret ifølge BBC.

FAKTA OM THE BEATLES

The Beatles, der kommer fra Liverpool, er ifølge den store tyske statistikbank Statista den kunstner, der har solgt flest album nogensinde.

Til og med august 2022 havde gruppen ifølge Statista solgt 183 millioner album. Nummer to på listen er den amerikanske countrysanger Garth Brooks med 157 millioner. Elvis Presley er nummer tre med 139 millioner.

På de efterfølgende pladser kommer Led Zeppelin, Eagles, Michael Jackson, Billy Joel, Elton John, AC/DC, Pink Floyd og Bruce Springsteen.

Beatles bestod foruden frontfigurerne McCartney og Lennon af guitaristen George Harrison og trommeslageren Ringo Starr.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS