Thomas Bo Larsen: -Skuespil er også samlebåndsarbejde

torsdag d. 13. april 2017 kl: 8. 41 Af: Ritzau Fokus
Far til fire
I serien "Veni Vidi Vici" sigter Thomas Bo Larsens karakter kun efter drømmejobbet, men må gå afveje for at nå dertil. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix (Arkivfoto)

Thomas Bo Larsens store drøm var skuespillet, men selv i drømmejobbet er der grå dage.

Blitzlysenes skær glorificerer ofte film- og tv-branchen, når perfekt stylede skuespillere går ned ad den røde løber for at reklamere for dem selv og deres arbejde.

Men det billede er faktisk ikke andet end en illusion.

Trivielt job

I virkeligheden kan det nemlig også være lidt af et trivielt job at være skuespiller.

Det mener skuespilleren Thomas Bo Larsen i hvert fald.

– Under optagelser står jeg ofte op klokken fire-halv fem om morgenen, tager ud på settet, filmer, tager hjem på hotellet, læser replikker og starter så forfra igen næste dag, siger han.

– Jeg har tidligere arbejdet på en fabrik, hvor det var samlebåndsarbejde med at skrue den samme skrue sammen hver eneste dag, og sådan kan det også føles at være skuespiller en gang i mellem, siger han.

Thomas Bo Larsen spiller hovedrollen i den nye serie “Veni Vidi Vici”, hvor hans karakter må igennem en anderledes rejse, der indebærer et job som pornofilminstruktør, for – forhåbentligt – at blive en anerkendt filminstruktør efterfølgende.

Thomas Bo Larsen elsker gangsterfilm og kunstudstillinger

Drømmejob

Et job som karakteren i serien ser som værende sit absolutte drømmejob.

For Thomas Bo Larsen er det også indenfor film- og tv-branchen, at drømmejobbet findes.

Han har tidligere prøvet alt fra at være soldat, snedker til at sætte vinduer i som glarmester, men ingen af disse arbejdspladser har været den egentlige drøm.

Der er også dårlige dage

Selv om drømmejobbet oftest er fantastisk, fortæller skuespilleren, at han også har dårlige dage. Dem glemmer han dog tit, simpelthen fordi han er så meget til stede i nuet, når han arbejder.

– Uanset hvad, må jeg bare få det bedste ud af tilværelsen, og hvis der er nogle grå dage, så må man jo prøve at gøre det til solskinsdage, siger skuespilleren med et smil.

– Selvfølgelig har jeg da også sure dage, men sådan er livet.

Thomas Bo Larsen mediterer inden barske scener

Serien “Veni Vidi Vici” får premiere den 13. april og kan ses på streaming-tjenesten Viaplay.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu