“Thriller” når vild milepæl: Hver tiende ejer albummet

fredag d. 18. december 2015 kl: 17. 00 Af: Ritzau Fokus
 

Selv fra graven sætter Michael Jackson rekorder i musikindustrien. Hans album “Thriller” har solgt 30 gange platin. Foto: Alan Light / Creative Commons Attribution 2.0/free

Albummet “Thriller” er nu blevet solgt over 30 millioner gange i USA. Det har ingen kunstner formået før.

Michael Jackson har trods sin død i 2009 sat endnu en rekord i musikverdenen.

Den amerikanske “King of Pop” er blevet den første kunstner til at sælge over 30 millioner kopier af et enkelt album i USA.

Hvem synger på Michael Jackson-album?

Det er det legendariske album “Thriller”, som onsdag indtog endnu en plads i historiebøgerne med rekorden.

– Hvilken exceptionel præstation og hvilket vidnesbyrd om “Thrillers” varige plads i vores hjerter og i musikhistorien, siger Cary Sherman, der er bestyrelsesformand i The Recording Industry Association of America, i en meddelelse.

I musikindustriens terminologi har “Thriller” solgt 30 gange platin. Platin defineres i USA som en million solgte album.

Hver tiende amerikaner har albummet

Væksten i salget betyder, at omkring hver tiende amerikaner nu har Michael Jacksons album fra 1982 stående på hylden.

På albummet finder man sange som “Beat It” og “Billie Jean”. Jackson blev nomineret til 12 grammyer for “Thriller”, der endte med at vinde otte af de prestigefyldte priser.

Albummet er også med afstand det mest solgte på globalt plan, men de præcise tal er svære at fastslå.

Boet efter Michael Jackson siger, at der på verdensplan er solgt over 100 millioner udgaver af albummet. Det tal kalder nogle musikeksperter for oppustet.

Popkonge detroniseret på hjemmebane

Under alle omstændigheder betragtes “Thriller” som et musikalsk og marketingmæssigt gennembrud, da Jackson og hans pladeselskab dygtigt benyttede sig af den dengang fremspirende musikkanal MTV til at promovere hans musik gennem musikvideoer og desuden holdt en række spektakulære koncerter.

/ritzau/AFP

Del din kommentar

Forsiden lige nu