Dansk stjernetrio skal fortolke fortidens divaer

tirsdag d. 15. august 2017 kl: 16. 32 Af: Ritzau Fokus

Birgitte Hjort Sørensen, Cecilie Stenspil og Caroline Henderson skal i Tivoli genoplive de helt store divaer.

Det bliver et stjernespækket cast, der næste år indtager Glassalen i Tivoli, når musikforestillingen “Divaer i glas” får premiere.

Skuespillerinderne Birgitte Hjort Sørensen og Cecilie Stenspil skal nemlig i samspil med sangerinden Caroline Henderson udgøre en del af kernen i musikforestillingen, der genfortolker Tivoli Varietéens musikhistorie.

Det annoncerede Tivoli tirsdag i Glassalen på forlystelsesparkens 174-års fødselsdag.

Skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun skulle være en del showet, der opstod som en idé hos sangerinde Caroline Henderson.

– Der var intet ved det, der ikke fik mig til at juble. At stå på scenen, spille her (i Tivoli, red.), arbejde med Caroline, synge og danse og forhåbentlig vise fortiden respekt, siger Birgitte Hjort Sørensen, der har optrådt i Hollywood-produktioner som “Game of Thrones” og “Vinyl”.

Alex Vargas spiller på Plænen i Tivoli for første gang

Sammen med resten af holdet skal hun fra august næste år fortolke Tivoli Varietéens historie, som divaer som Josephine Baker, Ella Fitzgerald og Marlene Dietrich alle har været en del af.

Idéen kom fra Caroline Henderson

Caroline Henderson fik idéen til forestillingen, da hun var med i en tidligere opsætning i Tivoli, og ifølge sangerinden er de problemstillinger, som datidens store stjerner fik lov til at dele fra Glassalens scene, stadig relevante.

– De er nogle helte og idoler, som har haft noget på spil, og de udfordrede datiden og den normative tankegang omkring seksualitet, etnicitet og raceforhold og har udtrykt det via kunsten, forklarer Caroline Henderson og fortsætter:

– Det er noget, jeg er meget stor beundrer af, og som der også er brug for i dag, så jeg synes, det er relevant.

Forestilling stadig er under udvikling

Hun fortæller, at forestillingen stadig er under udvikling, og at de endnu mangler at finde den mandlige hovedrolle, som skal portrættere Preben Uglebjerg, der var konferencier for Tivoli Varietéen tilbage i 1960’erne.

Men selv om trekløveret skal genfortælle historien gennem stjerner som Ella Fitzgerald og Marlene Dietrich, så giver det ikke anledning til nervøse trækninger hos Birgitte Hjort Sørensen.

– Jeg tænker ikke så meget på det som at skulle leve op til noget. Selvfølgelig er der en arv, man gerne vil tjene godt, men det handler i højere grad om, at vi alle sammen står på skuldrene af fortiden, og, hvad enten vi er bevidste om det eller ej, er influerede af den, forklarer hun.

“Divaer i glas” har premiere 30. august 2018 i Glassalen i Tivoli.

Badehotel-stjerne kvitter af personlige årsager

Forestillingen bliver blot en af mange, som finder sted til næste år, når Tivoli kan fejre sit 175-års jubilæum.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu