Sportsstjerne i alvorlig ulykke: Karrieren er i fare

mandag d. 24. april 2017 kl: 6. 20 Af: Ritzau Fokus
Tomasz Gollob
Tomasz Gollobs karriere kan være forbi efter et voldsomt styrt søndag. Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Den polske speedwaykører Tomasz Gollob har været udsat for en alvorlig ulykke, og karrieren er nu i fare.

Den polske speedwaylegende Tomasz Gollob kan have kørt sit sidste løb.

Søndag var han involveret i et alvorligt styrt ved et motorcrossevent i den polske by Chelmno, skriver motorsportsmediet Speedwaygp.com.

Gollob blev efter sit styrt fragtet til Bydgoscz militærhospital med helikopter.

Opereret i tre timer

Den femdobbelte verdensmester i speedway gennemgik her en tre timer lang operation, efter at blandt andet hans rygrad havde taget skade ved styrtet.

Der var samtidig meldiger om, at polakken skulle have hjælp til at trække vejret, da begge hans lunger skulle være beskadiget.

Frygt for at Gollob bliver lam

På Gollobs officielle hjemmeside beskriver professor Marek Harat, der opererede Gollob, at der er reel frygt for, at polakken kan blive lammet.

– Der har været meget alvorlige skader på rygraden, men den er ikke brudt. Jeg vil ikke drage nogen forhastede konklusioner. De næste dage og uger vil afgøre, om dette bliver enden på hans sportskarriere, siger Marek Harat.

Kan være enden på karrieren

I et interview med polske Radio Pik siger Harat:

– Jeg tror, at dette er enden på hans karriere. Selv med den bedst mulige behandling, så vil Tomek (andet navn for Tomasz Gollob, red.) se frem til genoptræning, der vil vare måneder – hvis ikke år.

Tomasz Gollob, der har rundet 46 år, har vundet fem verdensmesterskaber i speedway. Det seneste blev vundet i 2010.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu