Transformers-stjerne undskylder efter pinlig anholdelse

lørdag d. 15. juli 2017 kl: 17. 13 Af: Ritzau Fokus

Skuespiller Shia LaBeouf siger undskyld og skammer sig over den opførsel, der fik ham anholdt sidste weekend.

Den amerikanske skuespiller Shia LaBeouf lægger sig fladt ned og siger undskyld, efter han sidste weekend endnu en gang kom i karambolage med lovens lange arm.

Den 31-årige Transformers-stjerne blev anholdt og bragt til arresthuset i Savannah i delstaten Georgia efter at have optrådt i beruset tilstand offentligt, udvist fornærmelig adfærd og modsat sig politiets arbejde.

SE BILLEDERNE: Her er Triers orgasmestjerner

Afslørende video

Efterfølgende har videooptagelser af skuespillerens anholdelse vist, at han også kom med racemotiverede udbrud mod en sort politimand, hvilket nu har fået Shia LaBeouf til at undskylde for sin opførsel.

Det skriver The Guardian, som citerer den officielle undskyldning, som skuespilleren har lagt på Twitter.

– Jeg skammer mig dybt over min opførsel og har ingen undskyldning for den, skriver Shia LaBeouf blandt andet i undskyldningen.

– Min kategoriske respektløshed over for autoriteter er problematisk for at sige det mildt og fuldstændig destruktiv for at sige det værst, tilføjer skuespilleren.

Undskylder med misbrug

Han forklarer også, at en af grundene til hans gentagne konfrontationer med politiet bunder i et misbrug, der har stået på alt for længe.

– Jeg tager aktive skridt imod at sikre min ædruelighed og håber, jeg kan blive tilgivet for mine fejltrin, lyder det fra LaBeouf.

Efter et par timer i brummen blev Shia LaBeouf sat på fri fod mod en kaution på 7000 dollar.

LaBeouf er flere gange tidligere blevet anholdt. Senest i juni, da han blev han smidt ud af et bowlingcenter i Los Angeles.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu