Travl tv-vært slapper bedst af med mordgåder

lørdag d. 20. januar 2018 kl: 15. 00 Af: Ritzau Fokus
Felix Smith kulturvaner
Felix Smith har en bilnørd i maven, og hvis han ikke var blevet tv-vært, så var han nok blevet bilforhandler. Foto: Scanpix/Bax Lindhardt (Arkivfoto)

Når tv-værten Felix Smith skal koble af efter en lang arbejdsdag, finder han de mordtunge krimier frem.

Han går et travlt forår i møde med værtsroller på både “Danmark har talent” og “Go’ aften Danmark”.

Men når 41-årige Felix Smith har tid til overs, elsker han at bruge den på bloddryppende mordgåder.

Der skal nemlig gerne være et drys af krimi over hans kulturindtag.

Bliv klogere på den travle tv-værts kulturvaner her:

Hvilken film så du sidst?

– Den sidste hele film, jeg har siddet og set, var “Babettes gæstebud” i juledagene sammen med min kæreste, Marie, fordi jeg aldrig havde set den. Så jeg blev faktisk lidt tvangsindlagt til at se den, men det var en rigtig god film.

– Nu har jeg lige set i Gentoftebladet, at der kommer til at være en visning af “Babettes gæstebud” oppe på Bernstorff Slot, samtidig med at de serverer maden fra filmen. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve.

Danmark har talent-vært bruger fritiden i en tidsmaskine

Hvilke serier streamer du?

– Lige nu streamer jeg “Marco Polo” på Netflix. Marie og jeg har ikke helt samme seriesmag, men lige “Marco Polo”, som er en adventureserie bygget på Marco Polos liv, er vi rimelig enige om.

– Hvis jeg bestemmer, vil jeg helst bare se mord og krimi. Eller langhårede dokumentarer.

Hvilke podcasts lytter du til?

– Lige nu lytter jeg til en lydbog om Eske Willerslev. Ellers podcaster jeg altid “Den korte radioavis”, som nu er blevet til en weekendavis. Og så podcaster jeg “Her går det godt” og et krimimagasin på Radio24Syv.

– Ellers hører jeg lydbøger. “Narnia” kører på fuld drøn, når der er børn i bilen. Jeg har en bil med dab-radio, så man kan høre alle mulige andre radiokanaler. Så jeg hører tit BBC i bilen, så jeg får nogle andre nyheder end dem, de vælger i Danmark.

Hvilket program får dig til at tænde for fjernsynet?

– Lige nu er det “Broen” om søndagen. Og så “Robinson ekspeditionen” – jeg er kæmpefan. Det er det eneste realityprogram, jeg ser, og jeg har fulgt med det meste af vejen. Det har alt det, man forventer af det.

– Så bliver der altid tændt for “Disney sjov”, fordi vi har børn. Det er stort set den eneste time om ugen, de må se fjernsyn. Der er ikke bare fri tv-tid hjemme hos os. Ikke fordi jeg skal pudse glorien, for det kan da godt ske, når man er meget træt, eller man er alene med børnene. Men ellers er vi rimelig strikse med det.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

– Lige nu læser jeg “Rødhals” af Jo Nesbø, jeg er i gang med den serie om Harry Hole. Jeg læser som regel krimier, jeg falder i søvn til dem. Det er det, jeg slapper af til. Det er lidt ind ad det ene øre og ud ad det andet.

– Når jeg putter mine børn om aftenen, kan jeg godt lide at putte sammen med dem, til de falder i søvn. Så kan man lige ligge der og få tilsneget sig en halv times læsning, det er rigtig dejligt.

Hvilke magasiner køber du?

– Top Gear og Bilmagasinet nogle gange. Jeg køber kun bilblade, og hvis jeg er ude at rejse, så er det alle mulige forskellige bilblade.

– Det kan holde mig opdateret på et marked, som jeg synes, er helt vildt spændende, og som jeg bruger meget tid på. Jeg er totalt en bilfreak. Hvis ikke jeg lavede det, jeg laver, så skulle jeg være bilforhandler.

Hvor går du ud for at være kulturel?

– Når jeg ikke er på arbejde, så er vi som børnefamilie mest derhjemme og prøver at få hverdagsfamilielivet til at køre. Men min familie har sommerhus i Sydfrankrig, så der er vi nede, så ofte vi kan, når det er ferie. Der bruger vi meget tid på mad og museer.

– Ellers bliver det mest til en biograftur. Den sidste biograffilm, jeg har set, var “Smølferne”. Mine børn er ni og tre år, så jeg har haft små børn i rigtig mange år.

Nybagt mor og tv-dommer: -Biografture er blot et minde

– Vi vil rigtig gerne gå til nogle flere koncerter. Det kunne være, det skulle være en slags nytårsforsæt.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu